Flere kræver forbud: Det er for let at overvåge sin kæreste
Flere kritiserer produkter, som kan bruges til overvågning og stalking. De kræver flere af dem forbudt.
Hvis man vil udspionere og chikanere et andet menneske, er det for let at skaffe udstyr til formålet.
Sådan lyder det fra flere sider. Blandt andre foreningen Digitalt Ansvar, der også mener, at lovgivningen ikke har fulgt med, når det kommer til at bekæmpe såkaldt digital stalkning.
På TV2 ØSTJYLLAND har vi de seneste dage fortalt flere historier om stalking. Blandt andet en af landets største og værste af sin slags. I netop den sag brugte en stalker-dømt mand forskellige digitale produkter til at holde øje med sin ekskone.
Og nu advares der fra flere sider mod GPS-trackere og såkaldt stalkerware. Flere vil have produkterne gjort ulovlige, fordi de misbruges.
Christian Skettrup, digital analytiker hos Digitalt Ansvar, påpeger, at det er nemt selv med let tilgængeligt udstyr at overvåge andre. Han har blandt andet kigget på sporingsværktøjet Apple AirTag.
- Man sender nogle fancy produkter ud, som er fyldt med alle mulige funktioner, og så ser man, hvad der sker. Vi kan så konstatere, at den her ting bliver brugt til digital stalking, og det er bare en udfordring, vi må forholde os til, siger han.
Apple AirTag er en lille bluetooth-sender på størrelse med en fem-krone, som kan sættes fast i din nøglering eller pung. Hvis nøglerne så forsvinder, kan du via telefonen se præcist, hvor de befinder sig.
- Det er jo supersmart, hvis man ikke kan finde sine nøgler, men en af bagsiderne er, at man også kan bruge den til at tracke sin kæreste med, forklarer Christian Skettrup.
Tænkt til ondskabsfulde gerninger
Men det, der, ifølge Christian Skettrup, er mest bekymrende, er apps, som du kan installere på andres telefon uden deres vidende. Det er det, der kaldes stalkerware.
Værktøjet kan give stalkeren mulighed for at holde øje med telefonopkald, læse beskeder og meget andet.
- Det er ekstremt skræmmende, fordi man som forurettet ikke er klar over, at det her sker, siger Christian Skettrup.
Og hvor Apple AirTag er lavet med de bedste hensigter, er de såkaldte stalkerware, ifølge Christian Skettrup, en anden snak.
Læs også
Det er programmer, der kan købes online, som har det formål at overvåge. Og det er her, der mangler lovgivning, mener Christian Skettrup,
- Vi har en virksomhed, som profiterer på noget software, der bliver brugt til decideret ondskabsfulde gerninger. Vi mener som udgangspunkt, at stalkerware burde forbydes.
TV2 ØSTJYLLAND er bekendt med eksempler på digital stalking. Og hos Aarhus Krisecenter er der også eksempler, hvor kvinder oplyser, at GPS-trackere er sat på deres bil.
Loven er ikke fulgt med
Andre kvinder har, ifølge krisecentret, også en stærk mistanke til, at deres stalker har installeret noget på deres telefon.
- Man tager jo på krisecenter, fordi man har været udsat for vold, og skal ud af den frygt, der er i hjemmet. Det, at man bliver forfulgt ind på krisecentret, hvor man skulle være i sikkerhed, det gør, at helingsprocessen tager meget længere tid, siger forstander på Aarhus Krisecenter, Ingelise Allentoft, til TV2 ØSTJYLLAND.
Hun ser også gerne, at flere af de værktøjer, som stalkerne bruger, bliver gjort ulovlige.
- Hver lovgivning, som hjælper voldsudsatte kvinder og mænd, er af det gode. Så vi hilser det meget velkommen, siger forstanderen.
I dag er produkterne dog fortsat lovlige, og De Konservatives retsordfører, Britt Bager, erkender, at loven ikke er fulgt med på området.
- Det er klart, at på det tekniske og digitale område, der kommer vi til at skulle lovgive mere fremadrettet, siger Britt Bager og slår fast:
- Hvis produktet ene og alene har det formål at stalke og begå ulovligheder, så mener jeg absolut ikke, at det bør være lovligt.
Ulovligt at misbruge produkter
Hun mener, at politikerne har svært ved at forudsige, hvad det er for problemer, som teknologien bringer med ind i samfundet.
Selvom produkterne er lovlige at købe, så er det allerede nu ulovligt at misbruge dem og installere dem på andres telefoner uden deres vidende.
Læs også
I januar foreslog SF's Karina Lorentzen Dehnhardt, at der skulle nedsættes et udvalg til at se på udfordringen med Apple AirTags og stalkerware.
Det afviste justitsminister Nick Hækkerup (S).
Nu vil Britt Bager så gå i dialog med justitsminister Nick Hækkerup (S) om, hvad han kan gøre.
- Det er ikke sikkert, at en arbejdsgruppe er det rigtige redskab, men så skal vi have noget andet i stedet. Vi skal have åbnet en dialog her, for der er åbenlyst et problem, siger Britt Bager.
Apple har ikke ønsket at kommentere historien.