Par chikaneres af familiemedlem – kaldes møgsvin og luder
Wenche Thinnesen Vogtmann og Michael Thinnesen har i flere år været forfulgt af et familiemedlem. Antallet af den slags sager er vokset.
Det har stået på i flere år. Chikanen, tilsviningerne og de ondsindede rygter. Parret Wenche Thinnesen Vogtmann og Michael Thinnesen er af en kvindelig familierelation blevet forfulgt i årevis.
I 2019 fik kvinden et tilhold, der betyder, hun ikke må kontakte parret.
TV2 ØSTJYLLAND har set tilholdet, men også dokumentation for, at parret efter 2019 er blevet kontaktet af kvinden.
Det sker ifølge parret i utallige beskeder på sms, Facebook og over mail.
- Vi får alle de her øgenavne. I lang tid har Michael heddet møgsvinet, inden det gik over til svansen. Og jeg bliver kaldt luder, fortæller Wenche Thinnesen Vogtmann til TV2 ØSTJYLLAND.
TV2 ØSTJYLLAND har fortalt om Danmarks største stalkersag i denne længere fortælling.
Mange flere sager
Wenche Thinnesen Vogtmann og Michael Thinnesen er langt fra alene. For de senere år er antallet af stalking-sager steget voldsomt.
Ifølge en opgørelse fra Rigspolitiet er antallet af fældende afgørelser for overtrædelser af tilhold, opholdsforbud og bortvisning mere end seksdoblet på bare fem år.
Antal fældende afgørelser er steget fra 977 i 2016 til 5.943 i 2021.
Læs også
Opgørelsen fremgår i et svar fra Justitsministeriet om stalking.
Og tendensen mærkes hos Østjyllands Politi.
- Vi mærker, at der er flere, der henvender sig til os med udfordringer, hvor vi skal prøve at hjælpe dem, siger afdelingsleder i efterforskningscenteret hos Østjyllands Politi, Lennart Glerup.
Påvirker parret meget
Den chikane, som Wenche og Michael Thinnesen oplever, har haft store konsekvenser for dem.
- Det har kostet sindssygt mange timer og frustrationer. Man bliver ked af at blive hængt ud for noget, man ikke er. Det er ikke særligt rart, siger Wenche Thinnesen Vogtmann.
- Uanset, at man godt ved, at det er noget volapyk, der står, så kan man ikke undgå at blive berørt på den ene eller den anden måde. Når man bliver tæppebombet med det og bliver fortalt, at man er dit og dat så mange gange, så påvirker det dig på den ene eller anden måde, supplerer Michael Thinnesen.
Det er ikke kun parret selv, der bliver kontaktet.
'Kunne have mistet jobbet'
Af tilholdet fremgår det, at kvinden også har kontaktet Wenche Thinnesen Vogtmanns arbejdsplads.
- Det kunne have kostet mig jobbet at blive hængt ud på den her måde, lyder det fra hende.
Stalking er psykisk vold
Stalking er en form for psykisk vold, som består af uønsket og gentagende overvågning, forfølgelse og chikane. Varigheden kan variere fra nogle uger op til flere år. Stalkingen kan bestå af:
● Gentagende telefonopkald, sms’er, mails og breve samt chikane på internettet
● Forfølgelse og overvågning af personens hjem og arbejdsplads
● Rygtespredning og falske anklager
● Chikanering af personens familie, venner og kollegaer
● Hærværk af personens ejendele
● Vold eller trusler om vold
Kilde: Socialstyrelsen.dk
Konsekvenserne af stalking kender de også hos Dansk Stalking Center.
Også her er der flere og flere, der henvender sig – i januar satte centret rekord i antal telefonrådgivninger.
- Der er meget mere fokus på det, og folk er blevet opmærksomme på og opdager, at der er et begreb for det her, og det er noget, jeg kan søge hjælp for, og det er ikke noget, jeg skal acceptere, siger Lise Linn Larsen, direktør, Dansk Stalking Center.
Ny stalker-lov
En del af forklaringen skal også findes i Folketinget.
Et bredt flertal vedtog sidste år en ny stalker-lov, der trådte i kraft ved årsskiftet.
- Jeg tror på, at det kommer til at gøre en forskel. Med den her paragraf sender vi et samfundsmæssigt signal om, at det ikke accepteres og tolereres. Vi sender et signal om, at stalking er kriminelt og forbudt, mener Lise Linn Larsen.
Med ny lov kan stalkere straffes højere
Den 1. januar 2022 trådte en ny lov i kraft, der kriminaliserer stalking. Indtil da var stalking kriminaliseret gennem tilholdsloven. Den nye bestemmelse betyder, at færre betingelser skal være opfyldt, før det kan straffes.
Samtidig skærpes straffen for stalking. Gennem den gamle bestemmelse i tilholdsloven kunne stalking straffes med bøde eller op til to års fængsel. Nu skærpes straffen for stalking, så der kan gives op til tre års fængsel.
Kilde: Justitsministeriet.dk
Hårdere straf for stalking
Med den nye lovgivning skal færre betingelser være opfyldt for at kunne dømme for stalking.
Et tilhold er ikke længere en forudsætning for en stalking-dom – og så er straffen skærpet fra op til to års fængsel til op til tre års fængsel.
Læs også
Retsordføreren for De Konservative håber snart at kunne se effekten af den nye lov.
- Vi forventer, at offeret kan mærke, at man ikke kan blive stalket igen og igen, uden det har konsekvenser, siger Britt Bager til TV2 ØSTJYLLAND.
Svar fra justitsministeren
Justitsminister Nick Hækkerup (S) siger følgende om indsatsen over for stalking:
- Stalking er en meget alvorlig forbrydelse på linje med psykisk og fysisk vold, og ofrene er udsat for et enormt pres – ofte over lang tid. Derfor er det uhyre vigtigt, at ofrene oplever at få den hjælp, de har brug for.
- Vi har ganske enkelt ikke været gode nok til at håndtere sager om stalking, og derfor har vi fra regeringens side iværksat en række initiativer mod stalking.
- I december 2021 vedtog et enigt Folketing en selvstændig bestemmelse om stalking i straffeloven, og et af hovedformålene med den nye bestemmelse er netop, at den gør det muligt for politiet at sætte hurtigere ind. For eksempel kan en person blive straffet for stalking allerede første gang, det sker, fordi det ikke længere er en betingelse, at politiet først har udstedt et tilhold, som så efterfølgende er blevet overtrådt.
- Samtidig kan stalking nu straffes med op til tre års fængsel, og der er blevet bedre muligheder for at varetægtsfængsle personer, som udsætter andre for stalking. Endelig er der blevet oprettet specialiserede teams i alle politikredse, der arbejder målrettet med stalking.
Har brugt loven
Østjyllands Politi har allerede brugt den nye lov.
- Vi har brugt paragraffen flere gange indtil videre, men det er stadig verserende sager, så vi har ingen afgørelser på dem endnu, siger Lennart Glerup.
Har I været for dårlige til at håndtere de her stalking-sager indtil nu?
- Der er i hvert fald lavet undersøgelser, hvor nogle føler, at vi ikke har været gode nok, men om vi har været for dårlige, det er svært at sige. Der er også sket en tendens i samfundet, og der er nogle ting, som har ændret sig, der har gjort, at vi skal agere på en anden måde.
'Kommer aldrig af med stalker'
Lige nu venter Wenche Thinnesen Vogtmann og Michael Thinnesen på en retssag.
For politiet har rejst tiltale mod familiemedlemmet for brud på tilholdet.
Parret er nervøse for, om de nogensinde slipper for chikanen, men de håber, at kvinden kan få hjælp.
- Vi har erkendt, at vi ikke kommer af med det. Det er en del af vores liv at have den stalker her. Det vil nok være naivt at tro, at vi kommer af med det, for det gør vi ikke, siger Wenche Thinnesen.
TV2 ØSTJYLLAND har flere gange forsøgt at ringe til kvinden, der, ifølge parret i denne artikel, står bag chikanen. Hun har ikke besvaret opkaldene eller reageret på den besked, TV2 ØSTJYLLAND har lagt på telefonsvareren. Der er ligeledes sendt to mails til kvinden, som hun endnu ikke har reageret på.
Vi har fortalt om Danmarks største stalkersag i en podcast-serie: