Traktor, fodgænger og to biler involveret i uheld
Uheldet er sket lørdag eftermiddag.
Politi og ambulance er kort før kl. 18 på vej til et færdselsuheld, der er sket på landevejen mellem Odder og Hou.
Der er ifølge Østjyllands Politi en fodgænger, to personbiler og en traktor involveret.
- Det drejer sig om en kvinde i en personbil, der bliver involveret i et sammenstød med en traktor. Hun stiger efterfølgende ud af køretøjet, og måske fordi det regner og er mørkt, bliver hun ramt af en anden bil, siger vagtchef Michael Ørum fra Østjyllands Politi til TV2 ØSTJYLLAND.
Han oplyser samtidig, at kvinden ikke er livsfarligt kvæstet.
Omkring kl. 18.30 blev Hovvej helt spærret ved krydset ved Bjergagervej og Balshavevej ved byen Neder Randlev.
Vi har netop modtaget anmeldelse via 112, at en fodgænger, to personbiler og en traktor er involveret i et færdselsuheld på landevejen mellem Odder og Hov. Ambulance og politipatrulje er på vej til stedet #politidk
— Østjyllands Politi (@OjylPoliti) November 2, 2019