Spritbilist kørte ind i lygtepæl og hegn
45-årig mandlig bilist sigtet for spirituskørsel
1. nov 2015, kl. 12:00
Mere end 30 dage gammel
Østjyllands politi har anholdt en 45-årig mand, som lørdag kørte galt i en bil. Han er sigtet for spirituskørsel.
Ifølge Østjyllands Politi påkørte manden en lygtepæl og et lavt hegn lørdag eftermiddag på Polderrevsvej ved Grenaa.
Efter uheldet blev manden tilbageholdt af nogle vidner, som mistænkte ham for at være påvirket af alkohol.
Politiet blev tilkaldt, og her blev det ved en udåndingsprøve konstateret, at manden var spirituspåvirket.
- Udover nogle knubs er manden ikke kommet til skade ved uheldet, siger vagtchef Jens Rønberg fra Østjyllands Politi.
Uheldet skete lørdag eftermiddag klokken 14.17.