Gård står i flammer – overetage er brændt ned
Sydøstjyllands Politi og Horsens Brand og Redning har siden kl. 03:00 natten til søndag været til stede ved en gårdbrand lidt udenfor Horsens.
Kort før klokken tre natten til søndag blev Sydøstjyllands Politi og Horsens Brand og Redning kaldt ud til en gårdbrand på Højbovej, som ligger nord for Horsens.
Det oplyser vagtchefen ved Sydøstjyllands Politi, Lars Grønlund, til TV2 ØSTJYLLAND.
- Da vi kommer derud, er der godt gang i den med tydelige flammer. Nu er der små lommer rundt omkring, som stadig brænder, siger vagtchefen til TV2 ØSTJYLLAND.
Overetagen er brændt ned og brandfolk arbejder fortsat på at slukke ilden.
Det var forbipasserende, der opdagede branden og slog alarm.
Har ikke fået kontakt til ejeren
Ifølge vagtchefen er branden så voldsom, at det endnu ikke har været muligt for politiet eller brandvæsnet at komme ind i boligen.
- Der er stadig en del flammer, og der er nedstyrtningsfare. En del af overetagen er allerede styrtet ned, så vi har ikke fået adgang endnu, siger vagtchefen til TV2 ØSTJYLLAND.
Politiet kan i deres register se, at der bo en mand på gården, men det har endnu ikke været muligt for dem, at få kontakt til den pågældende ejer.
- Det er følsomt at snakke om på nuværende tidspunkt, for han kan være omkommet inde i branden. Vi ved det ikke, når vi ikke kan komme der ind. Men det kan også være, han slet ikke er på ejendommen, siger vagtchefen.
Læs også:
Ifølge vagtchefen kan der fortsat gå tid, før de kan komme ind på gården.
- Mit bud er, at vi kommer til at arbejde derude hele dagen, siger han.
Da det endnu ikke har været muligt for politiet og brandvæsnet at komme ind i boligen, er det fortsat uvist, hvor og hvordan branden er opstået.