Forsker sætter spørgsmålstegn ved valgbusser: - Man skubber til valgresultatet

Onsdag kørte valgbusser forbi flere uddannelsessteder i landet for at få flere unge til at stemme. Men busserne skubber til valgresultatet, mener forsker.

Onsdag var første dag, man havde mulighed for at brevstemme ved årets kommunalvalg. Samtidig var det også første gang, at flere af eleverne på Learnmark i Horsens afgav sin stemme til et valg.

For stemmebusserne rullede ud til både uddannelsessteder og udsatte boligområder, for at få netop disse grupper til at sætte sit kryds ved årets valg.

quote Det er en hjælpende hånd til rød blok.

Roger Buch, forsker i kommunalpolitik og -valg

Og det af en helt særlig grund. De to grupper er nemlig blandt dem, der ligger lavest i forhold til valgdeltagelse.

Og selvom 15-20 elever fra Learnmark Horsens på den måde fik sat sit første kryds i dag, er det, ifølge kommunalpolitik og -valgforsker Roger Buch, ikke kun positivt.

Ved Learnmark i Horsens var det onsdag muligt at afgive sin stemme i valgbussen.
Ved Learnmark i Horsens var det onsdag muligt at afgive sin stemme i valgbussen.

- Det er et demokratisk problem, at der er nogle grupper, der ikke stemmer, og det er det problem, man prøver på at løse, fortæller Roger Buch til TV2 ØSTJYLLAND og fortsætter:

- Men når man så prøver at løse det problem, så skaber man måske i virkeligheden et andet demokratisk problem, nemlig at man skubber til valgresultatet.

Valgbusser gavner rød blok

For når busserne triller rundt til uddannelsessteder og udsatte boligområder, vil det især komme den røde blok til gode, mener Roger Buch.

- Det er en diskussion, vi ser meget i USA, det med hvor svært eller hvor let det skal være at stemme, fordi man ved, at der er nogle sociale mønstre i hvem der stemmer, og hvem der ikke stemmer.

For det er især de røde partier, som både unge og socialt udsatte sætter sit kryds ved under valg. 

quote Får man dem til at stemme, bliver de røde partier glade

Roger Buch, forsker i kommunalpolitik og -valg

- Vi ved jo, at der er nogle partier, der er meget populære blandt de unge, for eksempel Enhedslisten. Det samme i de sociale boligområder, der vil også være en klar hældning til rød blok. Så får man dem til at stemme, bliver de røde partier glade.

Bredere kampagner

Og selvom Roger Buch anerkender, at valgbusserne giver mening i forhold til problematikken omkring den lave valgdeltagelse, mener han, at man burde søge mod en anden løsning.

- Hvis man skulle gøre det her mere værdifrit, og ikke være til fordel eller ulempe for nogen partier, så skulle man generelt føre nogle bredere kampagner, for at få os alle sammen til at stemme noget mere. Så ville man ikke skubbe valgresultatet i den ene eller den anden retning.

VIDEO: Se mere til stemmebusserne i indslaget nedenfor.

Om få uger er der valg til kommunalbestyrelserne og regionsrådet. De fleste af os møder faktisk op og sætter vores kryds. Men især unge og vælgere i udsatte boligområder har en tendens til at blive væk fra stemmeurnerne. Det skal en rullende stemmeboks i blandt andet Horsens gøre noget ved.