By ramt af kanonslag: Gravide Cathrine er så bange, at hun vil flytte

Cathrine Kjær Nielsen har fået nok af de mange kanonslag i området. Hun er nu så bange, at hun vil flytte.

Udgivet Opdateret
Arkivfoto af kanonslag.

De seneste måneder har en gruppe unge skabt stor uro og utryghed i Hadsten. 

Senest en episode i Sundhedshuset Hadsten, hvor en gruppe unge smadrede stole og flasker, kastede op, kørte på elektriske løbehjul indenfor og slog brandalarmen ind, så brandvæsenet automatisk blev tilkaldt.

Nu er det kanonslag, der er problemet.

Cathrine Kjær Nielsen, der bor i bydelen Vinterslev, har de seneste par uger været generet af kanonslag, der bliver smidt i boligområdet.

- Jeg føler mig virkelig bange. Jeg er gravid og går hjemme, og det er efterhånden blevet så utrygt at være her, at vi er gået i gang med at kigge efter en ny lejlighed, siger Cathrine Kjær Nielsen til TV2 ØSTJYLLAND.

Ubehagelig konfrontation

Hun og hendes kæreste er vokset op i Hadsten og holder meget af byen. Men en episode for et par uger siden har sat sig dybt i hende.

- Jeg hørte, der var sprunget et kanonslag, og da vi gik udenfor vores hoveddør, stod der tre unge knægte og sparkede til alle mulige skilte og råbte op. Da de så os, begyndte de at gå rundt om vores bygning, og min kæreste fulgte efter, fortæller Cathrine Kjær Nielsen.

Hun har før set de tre unge mænd i området, men kender dem ikke.

- Jeg ved ikke hvorfor, men jeg blev bange og løb ind efter bilnøglerne og startede bilen for at hente min veninde, der bor i området, så hun ikke skulle være alene, siger hun.

Ved du noget?

Har du også oplevet utryghed i Hadsten? Eller problemer med kanonslag andre steder? Så skriv til os på tip@tv2oj.dk eller tip os her

Tip os

Parret kørte over til Cathrine Kjær Nielsens veninde, der bor 5-10 minutters gang derfra. Veninden bor i samme opgang som mindst en af de unge mænd, og da de når hen til veninden for at hente hende, kaster de unge endnu et kanonslag.

- Jeg går ud af bilen og spørger, hvad fanden de har gang i - sådan at kaste kanonslag hvor der bor andre mennesker? Jeg spørger den ene af dem, om vi kan blive enige om, at det er sidste gang, de smider kanonslag, og han nikker og siger ja. Men så kommer hans kammerat og går helt op i hovedet på mig og råber, hvem fuck jeg er, fortæller Cathrine Kjær Nielsen om episoden.

Ringer til politiet

Konfrontationen sluttede med, at Cathrine Kjær Nielsen fortalte de unge, at hun vil melde det til politiet og fik veninden med ind i bilen og kørte fra stedet. 

- Jeg har ringet flere gange til politiet, og de kom også ud den aften, men de kan ikke rigtigt gøre noget, siger de. Medmindre de tager drengene med kanonslag i hånden. Jeg føler ikke rigtigt, de har taget mine mange henvendelser alvorligt, siger Cathrine Kjær Nielsen, der fortæller, at hendes veninde også har ringet til politiet.

Efter den aften har hun flere gange hørt kanonslag blive affyret i området, ligesom hun har følt sig chikaneret af de unge mænd, når hun har villet besøge sin veninde. Faktisk tør hun ikke længere gå ind i venindens opgang.

- Min veninde er stødt på dem i opgangen nogle gange, og så siger de ‘bang, bang, bang’. Det har de også gjort til mig på parkeringspladsen. Jeg ved ikke, om jeg skal lægge noget i det, men jeg bliver simpelthen så utryg. Så nu venter jeg på parkeringspladsen, når jeg skal være sammen med min veninde, siger hun.

For at sige det lige ud, er jeg bare blevet rigtig bange
Cathrine Kjær Nielsen

Hun har ikke før følt sig utryg i boligområdet, men siden den aften, hvor hun konfronterede de unge mænd, efter de havde kastet kanonslag, har hun været bange.

- Jeg har ikke haft det sådan før, men det har virkelig sat sig. Jeg er blevet lidt paranoid og bliver bange for, om de kunne finde på at kaste et kanonslag ind i vores postkasse, om de kunne finde på at holde øje med mig i vinduerne eller måske gøre noget ved vores bil. Det er blevet ret slemt, og jeg har mange mareridt om at miste. Jeg er nok ekstra følsom over for den slags, fordi jeg er gravid, siger Cathrine Kjær Nielsen.

Vil flytte fra området

Hun er derfor holdt op med at støvsuge, når hun er alene hjemme, fordi hun er bange for ikke at kunne høre det, hvis der er fare på færde. Hun går heller ikke længere letpåklædt rundt i lejligheden, hvis gardinerne ikke er trukket for. Hun holder sig fra venindens opgang, og hun bliver nervøs, hvis fremmede henvender sig til hende på gaden.

- Det er ikke optimalt, at jeg har det sådan, for der er jo ikke sket mig og min familie noget. Men for at sige det lige ud, er jeg bare blevet rigtig bange, siger hun.

Cathrine Kjær Nielsen krydser fingre for, at der snart bliver en lejlighed ledig i en anden bydel af Hadsten, så hun kan få lidt ro på igen.

Og så håber hun, politiet vil tage problemerne alvorligt.

- Jeg ved godt, man ikke bare kan knipse problemerne væk. Men det duer ikke, at politiet ikke griber ind, når der har været problemer med kanonslag i tre uger. Det er simpelthen for sølle, at det ikke bliver taget alvorligt, siger hun.  

Politiet bekræfter problemer med kanonslag

Vicepolitiinspektør ved Østjyllands Politi Kristian Juliussen fortæller, at politiet har fået mange anmeldelser om kanonslag i Hadsten. 

- Hadsten er højdespringer i forhold til anmeldelser om kanonslag. Vi har fået mange anmeldelser de seneste par uger, siger vicepolitiinspektøren. 

Han fortæller, at politiet gør, hvad det kan for at kommer problemerne til livs. 

- Vi er afhængige af, at det bliver anmeldt, og at vi får så mange oplysninger om personerne som muligt, og så prøver vi at sende en patruljebil derud og ser, om vi har signalementer, registreringsnumre på biler og lignende, siger Kristian Juliussen. 

Han fortæller også, at det ikke altid er lige nemt at opklare den slags sager.

- Det er en kriminalitetsform, der ikke sådan lige er til at opklare, for ofte forsvinder beviserne, i det øjeblik, kanonslaget springer i luften. Det handler også om, at vi skal lægge vores tryk der, hvor der er mest brug for det. Og det betyder, at der godt kan gå en to-tre uger, før vi får håndteret udfordringer af den kaliber, siger han. 

Det sidste, vi ønsker, er, at nogen føler, de er nødt til at flytte, fordi de er bange
Kristian Juliussen, vicepolitiinspektør ved Østjyllands Politi

Vicepolitiinspektøren fortæller, at politiets erfaring er, at de unge, der kaster med kanonslag, sjældent gør det for at ramme nogen bestemte. 

- Fordi nogle unge kaster kanonslag, betyder det ikke, at de laver andre former for kriminalitet eller at de går efter nogle bestemte personer, siger han og tilføjer: 

- Men selvfølgelig ønsker vi ikke, at nogen borgere skal føle sig utrygge. Sådan bør det ikke være. Det sidste, vi ønsker, er, at nogen føler, de er nødt til at flytte, fordi de er bange,

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her