Væbnet røveri mod café
Stak af med større kontantbeløb
Caféen i Nørager på Djursland blev i nat udsat for væbnet røveri.
En medarbejder var ved at lukke caféen da to mænd trængte ind, og truede sig med en pistol til et større pengebeløb. Efter røveriet forsvandt gerningsmændene fra stedet, og der er ingen oplysninger om hverken hvordan eller i hvilken retning de flygtede.
Der foreligger heller ikke noget signalement af røverne. Politiet kørte det meste af natten rundt på hele det nordlige Djursland i et forsøg på at finde røverne, men uden held.
- Politiet har sikret sig spor fra gerningsstedet, men efterlyser øjenvidner, der kan have set noget mistænkeligt fra Skovgårdsvej i Allingåbro omkring klokken 00.20 i nat, siger politikommissær Mogens Brøndum fra Østjyllands politi til TV 2 | ØSTJYLLAND.