Slagtesvin fri for antibiotika
Danish Crown igangsætter nyt forsøgsprojekt
Debatten omkring multiresistente bakterier og den frygtede MRSA-bakterie får nu slagterikoncernen Danish Crown til at tænke i andre baner.
Fra 1. december i år har Danish Crown valgt indgå i et nyt forsøgsprojekt, sammen med fem landmænd på Bornholm. Forsøget går ud på at producere slagtesvin uden brug af antibiotika.
Netop slagtesvin, der ikke er behandlet med antibiotika, er en efterspurgt vare, lyder en af forklaringerne på forsøget. Flere udenlandske kunder har henvendt sig til Danish Crown med efterspørgsel på antiobiotika-fri svin:
- Den løbende debat har inspireret os til at etablere samarbejde med en håndfuld svineproducenter for at få større viden om, hvad der skal til for at producere slagtesvin helt uden brug af antibiotika, siger CEO for DC Pork, Jesper Friis, i en pressemeddelelse.
I samarbejde med en række rådgivere, eksperter og Videncenter for Svineproduktion vil der løbende blive holdt øje med svinenes velbefindende. Hvis et svin får brug for antibiotika, vil det blive taget ud af produktionen, lyder det fra Danish Crown.
For landmændene, der deltager i forsøget, vil der være en meromkostning til for eksempel øget kontrol, bemanding og hygiejne. Derfor vil Danish Crown undersøge muligheden for, at kødet kan sælges til en højere pris.