Skæbnedag for Letbanen: Møde i dag skal afgøre fremtiden

Foto: Henning Bagger - Scanpix

Får Letbanen lov at åbne i uge 50? Det kommer der svar på i dag

Aarhus Letbane fik ikke sin åbningsfest lørdag den 23. september i år.

Det er nok gået de færrestes næse forbi, at åbningen af Letbanen blev udskudt i 11. time, og nu er der gået omkring to en halv måned siden – men Letbanen kører stadig ikke med passagerer. 

Men det kan der blive lavet om på i næste uge. Det er nemlig forventningen, at Aarhus Letbane begynder at køre med passagerer fra uge 50, men alt det skal et møde senere i dag afgøre.

Her mødes Aarhus Letbane nemlig med Trafikstyrelsen i København, hvor det skal endegyldigt besluttes, om Aarhus Letbane må køre med passagerer fra i næste uge. 

Læs også Vigtigt møde om Letbanen: Nu skal der findes en løsning

Trafikstyrelsen har på et møde med Aarhus’ borgmester Jacob Bundsgaard (S) og regionsrådsformand Bent Hansen (S) givet udtryk for, at Letbanen forventes at åbne i uge 50, men det er ikke nogen garanti.

- Jeg er ikke tilfreds før Letbanen er ude at køre. Jeg synes, det forløb, der har været, det har været utilfredsstillende. Men det vigtigste her og nu, det er at fokusere alle kræfter på, at få Letbanen ud at køre, sagde Jacob Bundsgaard til TV2 ØSTJYLLAND efter mødet med trafikstyrelsen for et par uger siden.

Det er ikke kun den indre strækning i Aarhus, der er forsinket. Også banen til Odder er ramt af forsinkelser, og det er på nuværende tidspunkt for tidligt at sige, hvor længe Odderbanen er undervejs. Det skyldes blandt andet endnu en strid med Trafikstyrelsen om hvorvidt Odderbanen skal behandles som en ny eller en eksisterende bane - og det har betydning for Aarhus Letbanes mulighed for at testkøre på strækningen. 

Læs også Rådmand: Intet ekstra beløb til direktør før Letbanen kører

Senest har selskabet, der leverer tog og skinner til Aarhus Letbane, Asal-konsortiet, rejst et økonomisk krav mod letbanen netop fordi det endnu ikke har været muligt at testkøre på Odderbanen på grund af uenigheden mellem Aarhus Letbane og Trafikstyrelsen. 

- I mellemtiden kan Asals testspecialister ikke komme videre med deres arbejde. Asal-konsortiet har derfor sendt et krav til Aarhus Letbane for denne kontraktforseelse, skriver Aarhus Letbane i et statusnotat på hjemmesiden.

- Af kontraktuelle årsager kan Aarhus Letbane ikke oplyse størrelsen af konsortiets krav, hedder det.

Mødet, der skal afgøre Aarhus Letbanes fremtid, finder sted i dag ved middagstid.

Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig