Ny regering: Her er de forbigåede
Flere profiler med tilknytning til Østjylland bliver ikke ministre i denne omgang
Mens flere østjyske politikere har haft travlt med at finde det stiveste puds frem for at være klar til at blive præsenteret som minister på Amalienborg, må flere folkevalgte fra Østjylland sande, at der ikke blev plads til dem på regeringsholdet i denne omgang.
Det gælder Naser Khader, der er valgt for Det Konservative Folkeparti i Østjylland.
Khader blev valgt til Folketinget i 2015 efter at have været væk fra politik i en årrække. Naser Khader har tidligere repræsenteret Det Radikale Venstre samt Ny Alliance i Folketinget.
Hos Venstre beholder Troels Lund Poulsen, der er valgt i Østjylland, en plads i regeringen.
De tre øvrige V-folketingsmedlemmer - Britt Bager, Michael Aastrup Jensen og Jakob Ellemann-Jensen - bliver ikke ministre i denne omgang.
Læs også
Britt Bager har siddet i Folketinget i halvandet år, mens Michael Aastrup Jensen har været medlem siden 2005.
Jakob Ellemann-Jensen blev valgt til Folketinget første gang i 2011, men det var ved 2015-valget, at han første gang stod på stemmesedlen i Østjylland.
Liberal Alliances Carsten Bach, der er valgt i Østjylland, bliver heller ikke minister i denne ombæring. Han har været folketingsmedlem i halvandet år.
Til gengæld er der tre andre ministre fra Liberal Alliance, der har tilknytning til Østjylland.
Det drejer sig om Anders Samuelsen og Mette Bock, der begge bor i Horsens, samt Ole Birk Olesen, som er valgt i Østjylland.