Millionkontrakt til Aarhus-firma
Skal udvide havnen i Skagen
Aarhusfirmaet Per Aarsleff A/S har i dag indgået en kontrakt med Skagen Havn til en værdi af 226 millioner kroner.
Firmaet skal i de kommende halvandet år stå for en udvidelse af havnens faciliteter, så blandt andet krydstogtskibe og fragtskibe på op til 330 meter kan lægge til kaj i Skagen Havn. Det skriver Per Aarsleff A/S på firmaets hjemmeside.
Per Aarsleff A/S skal blandt andet etablere to ydermoler med en samlet længde på cirka 1.500 meter, og etablere en ny 450 meter lang havnekaj og en 80 meter pierforlængelse med tilhørende kajudstyr.
Havneudvidelsen er anden etape af et større projekt. I 2006/2007 stod Per Aarsleff således for første etape med etableringen af et 11 hektar stort areal sydvest for havnen.
Den store kontrakt ændrer ikke Aarsleffs forventninger til regnskabsåret 2012/2013.