Mand stukket ned på åben gade
En ung mand døde i nat efter et masseslagsmål i det indre Århus.
Et slagsmål mellem to indvandrergrupper i Århus endte natten til onsdag med, at en 21-årig tyrker blev stukket ihjel.
Drabet skete på Frederiks Allé, hvor en flok tyrkere var kommet op at skændes med nogle palæstinensere på et pizzeria.
Årsagen til striden kender politiet ikke, men ifølge chefkriminalinspektør Allan Lund trak begge grupper ud på Frederiks Allé foran pizzeriaet, hvor det udviklede sig til et slagsmål.
Adskillige deltagere kom drønende til stedet i biler, tilkaldt via mobiltelefoner som forstærkninger.
Under slagsmålet trak en af deltagerne et våben - ifølge retsmedicinerne sandsynligvis en kniv - og jog den en gang ind i højre side af en af modstanderne. Da han blødende sank sammen, stak flere af deltagerne af, mens nogle af den såredes kammerater fik ham bakset ind i en bil og kørte ham til Århus Sygehus, hvor de gav sig til at hamre på ruderne ind til hjerteafdelingen.
Her forsøgte tililende læger at give den sårede førstehjælp, men indsatsen var forgæves Manden døde få minutter senere. Politiet i Århus ledte onsdag morgen efter deltagere i slagsmålet.
- De implicerede er fra det vestlige Århus, antager vi, sagde chefkriminal- inspektør Allan Lund onsdag morgen.
Han tilføjer, at den dræbte ikke er kendt af politiet for noget særligt. /ritzau/