Mand fængslet efter hjælp fra vidner ved storbrand

Vidner har indleveret mindst 20 videoer fra storbranden. Videoerne har hjulpet politiet til at opklare et knivstikkeri ved branden

00:27

Østjyllands Politi har anholdt og fængslet en 21-årig mand, der er sigtet for at have stukket en 23-årig mand under den ene arm.

Knivstikkeriet fandt sted den 20. oktober på Michael Drewsens Vej i Højbjerg, hvor en storbrand startede som følge af en mekaniker, der svejsede en bil, som der gik ild i. Ilden resulterede i, at næsten 4.000 kvadratmeter erhvervsejendom udbrændte. 

I forbindelse med branden efterlyste Østjyllands Politi hjælp fra vidner, der havde optaget videoer af branden.

Læs også Politiet på jagt efter brand-videoer i sag om drabsforsøg

- De to ting har ikke noget med hinanden at gøre. Vi har en formodning om, at hvis folk har filmet derude, har de optaget noget, der kan være vigtigt i forhold til efterforskningen, sagde politikommissær Jesper Jørgensen, Østjyllands Politi til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Og det viste sig, at folk havde filmet derude.

For da TV 2 | ØSTJYLLAND fulgte op på sagen få dage efter, var der ifølge Østjyllands Politi allerede kommet 20 videoer. Videoerne kom fra nysgerrige, der filmede de høje flammer og røgen fra branden. 

- Nu skal vi gennemse videomaterialet, og det er et større detektivarbejde. Vi er rigtig glade for borgernes hjælp, fortalte Jesper Jørgensen til TV 2 | ØSTJYLLAND.

I dag ønsker Østjyllands Politi ikke at oplyse præcis, hvor mange videoer, de har modtaget.

- Men videoerne har været medvirkende til, at vi har kunnet opklare sagen siger, Marianne Morgen, pressekoordinator, Østjyllands Politi.

Hun oplyser, at den 21-årige blev anholdt mandag eftermiddag. Han kommer fra Aarhus. Det samme gjorde den 23-årige mand, der blev knivstukket.

Læs også Midt i storbrand: 23-årig uden for livsfare efter knivstik

- Den 23-årige var selv ude for at se på branden. Han var ude at køre, men holdt ind for at se på branden. Han så ikke, hvem der stak ham ned, har Jesper Jørgensen fortalt til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Da en politipatrulje var ved at lave afspærringer under branden, blev betjentene kontaktet af en 23-årig mand. Han fortalte, at han var blevet stukket med en kniv. Det viste sig, at manden var blevet stukket under den ene arm.

Den 23-årige blev straks bragt til skadestuen og derefter overflyttet til Aarhus Universitetshospital i Skejby, hvor han dog kort tid efter blev meldt uden for livsfare af Østjyllands Politi.

Den 21-årige mand blev i dag fremstillet i Retten i Aarhus. Her blev han sigtet for kvalificeret vold og varetægtsfængslet i fire uger.

I videoen øverst i artiklen kan du se billeder af storbranden i Højbjerg.

  Foto: Google Maps