Hvem skal være kaptajn?
Se, hvem partierne vil pege på som borgmester
I morgen bliver det afgjort, hvem der skal være borgmester i de østjyske kommuner.
På Samsø går halvdelen af kandidaterne, der medvirkede i TV 2 | ØSTJYLLANDs valgdebat, efter borgmesterposten.
Ved kommunalvalget i 2009 bakkede SF, Socialdemokraterne og Fælleslisten op om Jørn C. Nissen (K). Nu går de selv efter at blive borgmester.
- Skulle det ikke være muligt, at det bliver en SF-kandidat, så har vi et samarbejde med Socialdemokraterne, og så vil vi pege der, siger Ulla Holm (SF).
Inge-Dorthe Larsen fra Fælleslisten bakkede også op om Jørn C. Nissen (K) i 2009. I år satser hun også på at gå skridtet videre og sætte sig i borgmesterstolen:
- Det er bare en stor lyst til at få lov til at sidde i maskinrummet.
De mange kandidater, der går direkte efter borgmesterposten, skræmmer ikke den nuværende borgmester Jørn C. Nissen (K). Heller ikke selvom, det var de partier, der bakkede op om ham ved forrige valg.
- Jeg kan ikke se noget problem i, at flere borgmesterkandidater arbejder sammen, siger borgmester Jørn C. Nissen (K).
V-kandidat: Jeg vil være kaptajn
Venstre er lige nu det største i kommunalbestyrelsen, og hos spidskandidaten Carsten Bruun er der også en tro på, at det vil fortsætte efter valget.
Ved kommunalvalget i 2009 fik Venstre fem ud af 11 mandater. Nu vil Carsten Bruun (V) selv være kaptajn:
- Så håber vi, at borgerne hjælper os, så vi kommer op på seks ud af 11 - så er der ingen problemer, siger Carsten Bruun (V).
Også Socialdemokraterne og Social-Listen går efter borgmesterrposten, mens DF og Liberal Alliance, som ikke har plads i byrådet i dag, siger nej tak.
- Nej, det vil jeg ikke. Man skal kravle, før man kan gå. Vi har ikke lagt skjul på, at vi peger på de Konservatives Jørn Nissen, siger Susanne Andersen (DF).
- Jeg tror, jeg venter et par år. Faktum er, at jeg vil pege på en blå borgmester, siger Stig Andersen fra Liberal Alliance.
Se et uddrag fra TV 2 | ØSTJYLLANDs valgdebat fra Samsø øverst i artiklen, hvor kandidaterne diskuterer borgmesterposten.