Hübbe og 70 dansere i byen
Den Kongelige Ballet har indtaget Musikhuset
For tredje år i træk besøger Den Kongelige Ballet Musikhuset i Aarhus. Denne gang med den gamle danske forestilling 'Et folkesagn', der blandt andet handler om mosekoner og trolde. I alt 70 dansere er med i forestillingen.
'Et folkesagn', der er skabt i 1854, er blevet kaldt "Bournonvilles danskeste ballet", og balletskaberen August Bournonville betegnede selv værket som sit "fuldstændigste og bedste koreografiske arbejde".
Bag nutidens forestilling står i dag den anerkendte koreograf og tidligere balletdanser Nikolaj Hübbe.
- Jeg tror, det var en af de første forestillinger, jeg var med i som barn. Og så er det jo en af de forestillinger, der har været i ballettens repertoire altid. Det er noget af det mest danske, vi har overhovedet. Det er et rigtig dansk folkeeventyr, siger koreograf Nikolaj Hübbe.
Balletdanserne har kun haft en enkelt dag til at vænne sig til størrelsen på både sal og scene, og til dagens generalprøve på 'Et Folkesagn' på Store Scene i Musikhuset Aarhus bestod kostumerne blandt andet af træningstøj.
Den Kongelige Ballet slutter i Aarhus i morgen, og der er stadig få billetter tilbage.
Se reportage fra generalprøven ved at klikke på billedet øverst i artiklen.