Borgmester forstår ikke modstand mod udflytning af arbejdspladser

Borgmesteren i Horsens, Peter Sørensen (A) er uforstående overfor modstanden mod at flytte statslige arbejdspladser til byen

Borgmester i Horsens Peter Sørensen (A) undrer sig over frygten for at rykke statslige arbejdspladser til byen. Foto: Erling Schultz, TV SYD

Der risikerer at blive stille i kantinen, når De Økonomiske Råds sekretariat flytter fra København til Horsens, som led i regeringens udflytningsplan for statslige arbejdspladser.

Læs også Udflytning til Horsens sætter vismandsrapporter på pause

Kun 3 ud af 37 medarbejdere overvejer at flytte med, og det har fået flere kritikere på banen. De er bekymret for, om rådene kan få kvalificeret arbejdskraft. Det fortalte Børsen mandag.

- Det klinger lidt hult. Lige præcis den her slags arbejde er meget attraktivt i Jylland. Som det er nu, skal man flytte til København for den slags job, og vi har blandt andet Aarhus Universitet i vores baghave, som vi kan rekruttere fra, siger borgmester i Horsens Peter Sørensen (A). 

02:03

VIDEO: Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) nævner Horsens' nærhed til Aarhus som en af grundene til, at De Økonomiske Råds Sekretariat skal placeres i den østjyske by. Se et interviewet her, der er fra den 17 januar 2018.

Luk video

Aktører som Dansk Industri, LO og forhenværende vismænd er modstandere af udflytningen. De mener, at den kan svække vismændenes rolle som økonomisk vagthund over for regeringen. Det afviser borgmesteren.

- Det tror jeg simpelthen ikke på. Det kan man godt italesætte som et problem, hvis man vil, men jeg er ikke bekymret, siger borgmester i Horsens Peter Sørensen. 

Oversigt over fordelingen af statslige arbejdspladser i Region Midtjylland  Foto: Finansministeriet

Udflytningen af Det Økonomiske Råd fra København til Horsens vil medføre en pause i udgivelsen af de såkaldte vismandsrapporter, da man simpelthen kommer til at mangle medarbejdere i begyndelsen.

Det er stadig ikke meldt ud, hvornår sekretariatet flytter fra storbyen til Jylland.

FAKTA OM DE ØKONOMISKE RÅD

  • De Økonomiske Råd består af Det Økonomiske Råd og Det Miljøøkonomiske Råd 
  • De Økonomiske Råd fungerer som uvildige økonomisk-politisk rådgivere for beslutningstagere og vagthund over for regeringen
  • De to råd ledes af et fælles formandskab, der kaldes "de økonomiske vismænd"
04:36

VIDEO: Der har været en følelse af chok i De Økonomiske Råds Sekretariat efter beskeden om, at sekretariatet skal flytte væk fra København. Se et interview med tillidsmand Nora Vågnes Traaholt her. Videoen er fra den 17. januar i år, hvor medarbejderne fik beskeden om flytningen.

Luk video