66-årig tiltalt for seksuelle krænkelser af børnebørn

En 66-årig mand er tiltalt for forsøg på voldtægt og blufærdighedskrænkelse af mindreårige børnebørn

Den 66-årige er ved Retten i Aarhus bl.a. tiltalt for forsøg på voldtægt. Foto: Mikkel Berg Pedersen - Scanpix

En 66-årig mand er tiltalt for at have krænket to mindreårige børnebørn.

Det fremgår af et anklageskrift fra Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi.

Den 66-årige mand, der har været fængslet siden 10. november, er ved Retten i Aarhus tiltalt for blandt andet forsøg på voldtægt.

Han er desuden tiltalt for at have krænket de to pigers blufærdighed, blandt andet ved at have kysset og befølt dem på kroppen og i skridtet. 

Læs også Seksuelle overgreb mod barnebarn sender farfar bag tremmer

Overgrebene skal ifølge anklagen have fundet sted over en længere periode, fra pigerne var mellem fem og ti år gamle.

Nogle af krænkelserne skal ifølge anklageskriftet have fundet sted under en ferietur i Sverige.

Forsøget på voldtægt skal have fundet sted, da den tiltalte forsøgte at presse sit lem ind i den ene piges skede.

Et andet overgreb skete ifølge anklageskriftet ved, at manden indførte en eller flere fingre i den anden piges skede.

Læs også Ung mand dømt for overgreb på østjysk ungdomshøjskole

Alle forhold har ifølge anklagen fundet sted, ved at manden skal have udnyttet sin fysiske og psykiske overlegenhed over for børnene. 

Da den 66-årige i november blev fængslet ved et grundlovsforhør, foregik det bag dobbeltlukkede døre.

Det vil sige, at offentligheden har været afskåret fra at høre sigtelsen og mandens forklaring.

Ifølge anklager Lisbeth Weiss Petersen har dørlukningen været begrundet i sagens karakter og hensynet til de forurettede. 

Læs også Overgreb på asylcentre: Beboer kyssede og befamlede 12-årig

Anklageren ønsker ikke at kommentere yderligere på sagen og kan heller ikke oplyse, hvordan den tiltalte stiller sig til anklagen.

Den tiltalte har fået sin varetægtsfængsling forlænget flere gange. Senest er fængslingen forlænget indtil 31. januar.

Anklageren afventer i øjeblikket, at sagen berammes ved Retten i Aarhus.

Den tiltalte er beskyttet af et navneforbud.