Overgreb på asylcentre: Beboer kyssede og befamlede 12-årig
Fem gange er der indberettet seksuelle overgreb på Vesthimmerlands Kommunes asylcentre. Et af overgrebene fandt sted i Randers, viser aktindsigt.
En 12-årig dreng blev i juni forulempet på Asylcenter Randers, da en asylansøger og beboer på centret udnyttede og befølte drengen i sin lejlighed på centret.
Det viser en aktindsigt i sagens dom, som TV 2 har fået adgang til.
Sagen er en ud af i alt fem sager i 2016 om seksuelle overgreb på asylcentre, som alle drives af Vesthimmerlands Kommune, kunne TV 2 og TV Midtvest fortælle mandag.
Læs også
Asylcenter Randers er beliggende på Søren Møllers Gade midt i Randers og er tidligere ældreboliger, der i dag er indrettet som 50 toværelseslejligheder med plads til fire beboere i hver lejlighed. Det var i en af disse lejligheder, overgrebet i juni - der betegnes som det groveste af de fem overgreb - fandt sted.
Under episoden 5. juni blev den 12-årige dreng ifølge aktindsigten i dommen forulempet af asylansøgeren, som kyssede og befølte ham på kroppen og kønsdelene, ligesom drengen blev fastholdt, mens asylansøgeren viste ham pornografisk materiale.
Idømt fængselsstraf og udvisning
I retten var asylansøgeren blandt andet tiltalt for at have overtrådt straffeloven ved at have tiltvunget sig og forsøgt at tiltvinge sig andet seksuelt forhold end samleje med den 12-årige dreng.
Retten fandt 27. oktober den tiltalte asylansøger skyldig i blufærdighedskrænkelse og overtrædelse af straffelovens § 225 jf. § 216.
Den tiltalte asylansøger er nu idømt en dom på to års fængsel for overgrebet og udvises betinget af Danmark.
I en udtalelse til TV 2 forklarer Asylcenter Vesthimmerland, at personalet på Asylcenter Randers alarmerede politiet efter episoden i juni, og at gerningsmanden blev anholdt umiddelbart derefter.
Læs også
- Den krænkede og to familiemedlemmer tog med politiet til retsmedicinsk undersøgelse.
Efter familiens hjemkomst til centeret informerede personalet familien om muligheder for psykologhjælp eller anden hjælp, skriver kommunikationskonsulent Lars Vestergaard fra Asylcenter Vesthimmerland i udtalelsen.
I udtalelsen lyder det endvidere, at både Randers Kommune og Udlændingestyrelsen blev underrettet om hændelsen, og at personalet på politiets opfordring flyttede den formodede gerningsmands familie til et andet center.
Asylcenter Vesthimmerland har i år drevet asylcentre ni steder fordelt i Midt-, Vest- og Nordjylland.