David Nielsen udpeger FCN som bronzefavorit
AGF-cheftræner ser det unge FC Nordsjælland-hold som klare favoritter til bronzemedaljerne.
Mandag blev det slået fast, at AGF er en del af mesterskabsslutspillet i 3F Superligaen, da Randers FC tabte 0-1 hjemme til Hobro IK.
Samtidig betød aarhusianernes 1-0-sejr hjemme mod OB, at AGF igen kravler op på en øjeblikkelig tredjeplads i tabellen med FC Nordsjælland lige i hælene og Brøndby og AaB på de efterfølgende pladser.
En tredjeplads, som AGF-cheftræner David Nielsen ser det unge FC Nordsjælland-mandskab som store favoritter til.
- Nordsjælland er helt klare favoritter.
- Deres måde at spille på og den forfatning, de ser ud til at være i lige nu, gør, at de bliver svære at danse med på de her sommerbaner, mener David Nielsen.
Målet er hemmeligt
AGF kigger nu ind i sidste spillerunde, inden mesterskabsslutspillet går i gang, hvor de seks hold skal møde hinanden hjemme og ude og afgøre de endegyldige placeringer over ti runder.
Selv om AGF er sikret at komme i top-6, er David Nielsen ikke meget for at melde en ny og konkret målsætning ud.
- Lige nu er mit mål, at vi skal blive bedre end det, vi er nu. Vi skal spille på et højere niveau, for vi kommer til at møde hold, der er dygtigere end dem, vi har mødt indtil nu, siger cheftræneren.
Nicklas Helenius, som med sit enlige mål sikrede AGF tre point mandag mod OB, vil, modsat sin cheftræner, gerne give aarhusianerne favoritværdigheden i forhold til bronzemedaljerne.
- Som det ser ud lige nu, er vi favoritter til tredjepladsen, men der er andre gode hold, som byder sig til, siger Helenius og peger på FC Nordsjælland som de største konkurrenter til pladsen.
AGF spiller sin sidste kamp i grundspillet på søndag, når holdet skal en tur til Aalborg for at møde AaB.