AGF-chef er usikker på Jovanovic-fremtid
Målmand Aleksandar Jovanovic er ikke garanteret pladsen i AGF-målet, hvilket glæder AGF-sportschefen.
Aleksandar Jovanovic' lejekontrakt med AGF udløber ved årsskiftet, men hvorvidt den serbiske målmand er at finde i det aarhusianske efter nytår, kan AGF's sportschef, Peter Christiansen, ikke svare på.
- Hvad det ender med for Jovanovic, er for tidligt at sige, siger AGF-sportschefen.
Den serbiske målmand har misset de to seneste Superliga-kampe grundet en skade, men er ifølge Peter Christiansen aktuel for udtagelse til kampen mod Brøndby efter landsholdspausen.
Det betyder dog ikke, at den serbiske keeper er selvskrevet til startopstillingen.
- Vi kan ikke garantere nogen noget. Det er den konkurrencesituation, jeg gerne vil have i klubben, siger sportschefen.
Såvel som på andre positioner på banen er konkurrencen om at blive førstemålmand i AGF hård, og Peter Christiansen er godt klar over, at en målmand som Jovanovic ikke vil sidde på bænken.
- Hvis Jovanovic ikke kan vinde sin plads tilbage, så tror jeg, at han vil kigge andre steder hen - sådan er det jo, siger han.
Han understreger, at man som AGF-spiller skal være forberedt på at få konkurrence.
- Hvis ikke man kan forstå, at der er en konkurrencesituation, så har jeg i bund og grund ikke brug for dem, siger sportschefen.
Sportschefen lejede i de sidste timer af sommerens transfervindue Jovanovic, da klubbens anden keeper William Eskelinen blev skadet, og det har ifølge sportschefen givet klubben et løft.
- Det har været fantastisk, for hele målmandsteamet har måttet hæve deres niveau, når en spiller som Jovanovic, der har været aktuel for det serbiske landshold og spillet i den bedste spanske række, kommer, siger han.
AGF er - indtil videre - det eneste østjyske hold, der har en videoanalytiker ansat. Han hedder Lasse Winther Andersen, og ham har Skipperligaen fået lov at følge en dag: