Uhyggeligt tricktyveri: Taget på sengen af 'DONG-medarbejder'

En 61-årig mand blev onsdag udsat for et ubehageligt tricktyveri, hvor han vågnede ved, at der sad en fremmed mand på hans sengekant og påstod at være fra DONG.

Tricktyven påstod at arbejde for DONG, der i dag hedder Ørsted. Claus Fisker / Ritzau Scanpix

Forestil dig, at du ligger og tager en morfar i din egen seng, og at du pludseligt bliver vækket ved, at en fremmed mand sætter sig på din seng.

Det oplevede en 61-årig mand fra Tranbjerg ved Aarhus onsdag.

- Døren havde været ulåst, fordi der senere på dagen skulle have været en hjemmehjælper forbi, siger Jacob Christiansen, som er kommunikationsrådgiver ved Østjyllands Politi til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også Tidligere ansatte på bosted står frem: Trusler og stikkerkultur på jobbet

Den fremmede mand påstod, at han kom fra energiselskabet DONG (der i dag hedder Ørsted), og at han var der for at se på noget med varmen i lejligheden.

- Vi ser desværre engang imellem, at ældre eller svage medborgere udnyttes, ved at nogen udgiver sig for at være fra en eller anden myndighed eller autoritet, og at de på den måde tvinger sig adgang til deres hjem, siger Jacob Christiansen.

Læs også Se billederne: Årets første stork er landet i Østjylland

Da den 61-årige bad om at se noget legitimation, gik den fremmede mand igen.

- Vi opfordrer altid til, at hvis man får uanmeldt besøg af nogen, der påstår at være fra en myndighed, et firma eller anden autoritet, så skal man bede vedkommende om ID og eventuelt lave et kontrolopkald, siger Jadcob Christiansen.

Selvom den 61-årige bad om legitimation, så var det desværre for sent, da den fremmede allerede havde stålet mandens pung.

Den fremmede mand beskrives som:

  • Sydeuropæisk af udseende
  • 40-50 år gammel 
  • 165-168 cm høj
  • Var ubarberet og havde mørke øjne
  • Talte dansk med accent 
  • Var iført en lys kasket og en sort jakke med hætte
     

Østjyllands Politi hører gerne fra vidner, der kan have set manden i området ved Trankærgårdsvej i Tranbjerg ved 11.30-tiden onsdag. Politiet kan kontaktes på telefon 114.