Uhyggeligt juleeventyr vækker glæde hos publikum

Årets familieforestilling på Aarhus Teater er Pagten, der første gang blev sendt som julekalender på DR i 2009.

05:48

Pagten handler om både mobning og fællesskab.

En historie om mobning med en ond isheks i centrum. Det er det, som teater-gæsterne lige nu kan opleve på Aarhus Teater. Årets juleforestilling er nemlig en teaterversion af den julekalender, der i 2009 kørte i 24 afsnit på DR.

Det er desværre, kan man sige, altid aktuelt med det her tema om mobning.

Marie Marschner, skuespiller, Aarhus Teater

- Jeg håber, at publikum får en god historie med sig hjem, for jeg synes selv, at Pagten er en god fortælling om rigtigt mange ting – blandt andet mobning og venskab, siger teaterdirektør Trine Holm Thomsen til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også Hans skrev et teaterstykke for at bearbejde tabet af sine venner

Pagten handler om drengen Malte. En dreng, som bliver mobbet i skolen. Malte møder nissen Lydia, som han hjælper, og sammen skal de prøve at forhindre, at den onde isheks, Isilin, får magten i den magiske verden.

Marie Marschner spiller den onde isheks, Isilin, som hersker i den magiske verden, hvor nisserne bor.

Bag teatersminken på den onde isheks gemmer Marie Marschner sig. Og hun ved godt, at hun måske skræmmer nogle blandt publikum.

- Jeg er meget, meget ond. Jeg spiller den onde hersker Isilin i Pagten. Det er hende, der hersker i den magiske verden, hvor nisserne også bor, siger Marie Marschner.

Vi er ikke født til at være alene. Vi er vanvittigt afhængige af at være i nogle gode relationer – både i familien, i skolen og som samfund.

Maya Ilsøe, manuskriptforfatter, Pagten

Selvom hun er meget ond i forestillingen, mener hun, at Pagten tager et vigtigt tema op.

- Det er desværre, kan man sige, altid aktuelt med det her tema om mobning. Det er desværre stadig meget udbredt mange steder, siger hun.

Malte er udvalgt af nisserne til at hjælpe dem med at bekæmpe isheksen.

Blandt publikum er også en af dem, der kender historien bedre end de fleste. Maya Ilsøe var nemlig manuskriptforfatter til den oprindelige udgave af Pagten.

Læs også Teaterforestilling forventer råb og uro: - Det er tradition

- Vi er ikke født til at være alene. Vi er vanvittigt afhængige af at være i nogle gode relationer – både i familien, i skolen og som samfund, siger Maya Ilsøe til TV2 ØSTJYLLAND.

Maya Ilsøe var inden forestillingen spændt på at se teaterversionen af hendes fortælling.

Forestillingen gjorde et stort indtryk på hende – især da hele salen stemmede i til ”Dejlig er den himmel blå.”

- Der er jo fuld smæk på og masser af gang i den. Og så har jeg aldrig før oplevet, at hele teateret pludselig synger fællessang. Jeg er meget rørt over det – det var godt tænkt af dem, siger hun.

Jeg synes, det var en rigtigt fin forestilling.

Christoffer Jessen, teatergæst, Hinnerup

Også Christoffer Jessen, som havde taget sin datter, Freja, med i teateret, var imponeret over forestillingen, der havde premiere i torsdags.

- Jeg synes, det var en rigtigt fin forestilling. Det her med, at selvom man er nede, og man bliver mobbet, så kan man stadig finde overskud til at hjælpe dem, der har brug for hjælp, siger Christoffer Jessen til TV2 ØSTJYLLAND.

Christoffer Jessen var med sin datter, Freja, på far-datter-tur i Aarhus Teater.

Forestillingen kører på Aarhus Teater til d. 21. december.