Thomas blev provokeret, og det satte gang i stort skod-projekt
En provokation fik Thomas Høj Sørensen til at samle skod sammen for at få folk til at tænke sig mere om.
22.393 cigaretskod.
Det er, hvad Thomas Høj Sørensen har indsamlet på et år. Nu udstilles de som et skod-kunstværk i Frederiksbjerg Idrætscenter for at sætte fokus på cigaretskod i gader og stræder.
- I mine øjne er det fuldstændig hul i hovedet at smide dem på gaden, siger Thomas Høj Sørensen til TV2 ØSTJYLLAND.
Det hele startede i slutningen af 2017. Her var Thomas Høj Sørensen, der er teknisk servicemedarbejder i Aarhus Kommune, ved at samle et skod op, da en forbipasserende mand sagde til ham, at han ikke behøvede at være så grundig, hvorefter han smed sit cigaretskod for fødderne af ham.
- Jeg havde lyst til at råbe ad ham, men jeg sagde ikke noget, fortæller Thomas Høj Sørensen, der selv er tidligere ryger.
Han beherskede sig i situationen, men provokation blev startskuddet til skod-projektet.
Tørret i udhuset
Fra 1. januar til 31. december 2018 har Thomas Høj Sørensen gemt de mange cigaretskod, han har samlet sammen i forbindelse med sit arbejde ved Badeanstalten Spanien og Frederiksbjerg Idrætscenter i Aarhus.
Skoddene har han tørret i sit udhus, og nu er de så samlet i en kæmpe 'cigaret', der udstilles ved idrætscentret på Ingerslevs Boulevard, hvor han håber, at det kan sætte nogle tanker i gang hos folk.
- Jeg håber, der er nogle, som stopper med at ryge, og jeg håber også, at der er nogle som holder op med at smide skoddene på gaden. Det er mit mål med det, siger Thomas Høj Sørensen.
Rådmand: 'Noget svineri'
Rådmand for Kultur og Borgerservice i Aarhus Kommune Rabih Azad-Ahmad (B) er forarget over antallet af cigaretskod ved de to institutioner.
- Det er noget svineri. Jeg synes, det er hensynsløst af de rygere, der bare smider deres skod. At det så også sker lige udenfor Badeanstalten Spanien og Frederiksbjerg Idrætscenter, hvor der kommer mange børn og unge, gør det endnu værre. Jeg håber, at udstillingen af de indsamlede skod kan få folk til at tænke sig om en ekstra gang, inden de kaster deres skod fra sig på et offentligt sted, siger han ifølge en pressemeddelelse og roser Thomas Høj Sørensens indsats.
Fakta om cigaretskod
Ifølge organisationen Hold Danmark Rent havner godt otte millioner cigaretskod på gaden og i den danske natur hver dag. Cigaretfiltre indeholder plastmaterialet celluloseacetat, der afhængig af omgivelserne er op til mellem fem og ti år om at blive nedbrudt, når det ligger i naturen.
- Jeg er superglad for Thomas’ initiativ. Det er enormt vigtigt at sætte fokus på problemet. Cigaretskod er det mest almindelige stykke affald i verdenshavene. Når folk kaster deres skod fra sig her i byen, er der stor risiko for, at skoddene ender i Aarhus Bugt.
Thomas Høj Sørensen vurderer, at cigaretskod udgør 80 procent af de stykker affald, han i løbet af en arbejdsdag fjerner. Han tænker, at en form for pant på skoddene kan afhjælpe problemet.