Skal tilbringe både jul og nytår spærret inde
En 37-årig mand kan se frem til at tilbringe både jul og nytår i arresten, efter han torsdag blev varetægtsfængslet i fire uger for ulovlig våbenbesiddelse.
8. dec 2022, kl. 16:20
Mere end 30 dage gammel
En 37-årig mand er torsdag blevet varetægtsfængslet i fire uger. Det er sket ved et grundlovsforhør ved Retten i Aarhus.
Manden blev onsdag aften anholdt på en ukendt adresse i Viby, hvor han var i besiddelse af et skydevåben. Det fremgår af en kort opdatering fra Østjyllands Politi.
Heraf fremgår det også, at grundlovsforhøret er afholdt bag lukkede døre.
Det er derfor uvist, hvor i Viby manden blev anholdt, og om det våben, han ifølge politiets sigtelse var i besiddelse af, var skarpladt.