Se coronabillederne: Fotograf indkapsler en historisk tid
Det er en historisk tid, vi lige nu befinder os i.
Der findes ikke den familie i landet, som coronakrisen ikke har påvirket. Hverdagen er vendt op og ned for langt de fleste, og pånær en gåtur i forårsvejret eller en indkøbstur hist og her, tilbringer de fleste dagene i isolation med deres familier.
For fotograf Nicoline Lodahl Karlsen betyder krisen, at ordrebogen, for folk der vil have taget billeder, er svundet ind.
Derfor tilbyder hun nu - helt gratis og på behørig afstand - at tage et billede fra den coronahverdag, som de østjyske familier nu befinder sig i.
- Jeg ville gerne dokumentere den her særlige tid, og de minder for livet, som familierne får, når de skal tackle det her på hver deres måde, siger Nicoline Lodahl Karlsen til TV2 ØSTJYLLAND og fortsætter:
- Så jeg tænkte, hvordan kommer jeg så tæt på det her som overhovedet muligt, samtidig med at vi skal holde afstand. Derfor har jeg valgt, at familierne kommer ud foran deres dør, hvor jeg så fra afstand fotograferer dem på dørtrinnet.
I dag lagde Nicoline Lodahl Karlsen blandt andet vejen forbi Valdemar på fem og hans mor Iben.
- Det er minder fra en fuldstændig surrealistisk tid, som vi lige nu får foreviget. Minder for livet, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND.
Og selvom man kun er fem år gammel, så tror hun alligevel, at betydningen er trunget igennem hos sønnen Valdemar.
- Det er hele vores hverdag, der er blevet vendt på hovedet, og det tror jeg også godt, man forstår, selvom man kun er fem år gamel. Men det der fylder mest er alligevel hans venner, som han savner meget, siger hun.
Når Nicoline Lodahl Karlsen suser rundt igennem Aarhus på sit el-løbehjul, for at dokumentere østjydernes nye hverdag, så overrasker det hende, hvor godt hun bliver taget imod.
- Jeg har fået tilbudt slik af nogen, og der var endda en der tilbød, at jeg kunne låne hendes bil, så jeg kunne komme lidt længere ud i landet end bare lige Aarhus. Det er faktisk overvældende, siger hun.
Derfor fortsætter hun også ufortrødent projektet. Hun har nemlig i næste uge sat flere dage af til fotografering.
- Det bliver på en eller anden måde meget personligt, fordi folk kommer ud i det hyggetøj, som de nu lige sidder i derinde, og de kommer ikke længere ud end lige døren. Det bliver et lille minde fra en helt særlig tid, siger Nicoline Lodahl Karlsen.
Hvis man selv gerne vil have foreviget sin corona-isolation i et minde for livet, så kan man booke Nicolines hjemmeside.
Og vil man se flere billeder fra den nye serie, så kan de findes her.