Sally fik kagekone med denne tekst: Her er historien bag

Flere og flere får skrevet alternative tekster på kager.

Sally fik en noget alternativ tekst på sin kagekone, da hun i weekenden fyldte 13 år. Foto: Privat

Hvis du vil læse en historie med stor samfundsmæssig relevans - ja, så er det ikke denne.

Til gengæld kan historien måske give et smil på læben. 

Vi får utrolig mange henvendelser fra folk, der vil have lavet noget unikt.

Tine Lajer Petersen, medejer, SchweizerBageriet

Normalt står der "tillykke med fødselsdagen" eller måske navn og dato på en kagemand/kagekone. Op til weekenden tog SchweizerBageriet på M. P. Bruuns Gade i Aarhus dog imod et noget særpræget ønske. 

Læs også René fra Randers samler over 40.000 på Facebook

"Go'dag, jeg vil gerne have en kagekone med slik og ordene: "I don't fucking care". 

Omtrent sådan lød det, da Rune Kildens kone, Zanne, afgav ordren. 

Himlede med øjnene

Sådan kan det gå, når man spørger sin teenagedatter om, hvad der skal stå på hendes kagekone.

Læs også Viktor fik sin største drøm opfyldt: - Det er helt vildt

Rune og Zanne havde således spurgt deres datter, Sally, om der skulle stå "Sally 13 år" på hendes fødselsdagskage. 

- Hun himlede med øjnene og sagde “Nej, sgu da”. Så spurgte vi, hvad der så skulle stå, og hun svarede “I don’t fucking care” og gik ud ad døren, lyder det fra Rune Kilden. 

Som sagt så gjort. 

13-årige Sally og hendes klassekammerater fik et godt grin, da Sally åbnede pakken med sin kagekone.  Foto: Privat

Et godt grin

Kagen blev serveret til Sallys fødselsdagsfest, der blev afholdt sammen med klassekammerater i Springcenteret Aarhus i bydelen Risskov, og Sally blev lidt overrasket, da hun åbnede kagen.

- Først himlede hun med øjnende, men så grinte hun, og det var også et godt grin for hendes klassekammerater, siger Rune Kilden til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også Simon fik besøg af kendt tv-program: Nu vælter ordrerne ind

Han og konen synes, at teksten passede lige til en teenager, og de var ikke bange for, at deres datter ville blive ked af det.

- Nej, overhovedet ikke. Hun har god humor, og hun ved, at vi laver lidt sjov med hende en gang imellem. Men min kone havde det lidt svært med at sige, hvad der skulle stå, til bageren, siger Rune Kilden til TV2 ØSTJYLLAND.

Stor fan

Han synes i øvrigt, at det er fantastisk at have en teenagedatter i huset. 

- Jeg synes, det er skønt. Hun og hendes venner er enormt søde. Jeg husker, at vi var lidt vildere, siger han og fortsætter: 

- Jeg er stor fan af at have lidt større børn. Så kan man hænge ud med dem og snakke med dem om livet. Der sker jo meget i deres liv i den alder. Det er som om, man får lidt igen af al den tid, man har investeret i dem. 

Læs også Statsministeren delte 10-årige Ronjas opslag: Nu skal hendes far punge ud

SchweizerBageriet fik for nylig en bestilling fra en kvinde, der ville have tegnet en lidt yngre og mere smækker udgave af sig selv. Foto: Privat

En tendens

Ifølge medejer af SchweizerBageriet, Tine Lajer Petersen, sker det oftere og oftere, at kunder vælger en alternativ tekst, når de bestiller kager med påskrift. 

- Vi får utrolig mange henvendelser fra folk, der vil have lavet noget unikt. Hvis du gav mig en time, kunne jeg blive ved med at fortælle. Vi har lige lavet en kage med et print af en rullepølse midt på kagen, fordi en kunde skulle give en gave til en person, der var helt vild med rullepølse, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også Stalker: Her er det sjoveste, groveste og floveste Jøden har gjort

SchweizerBageriet har en såkaldt madprinter, som med spiseligt rispapir kan printer billeder ud, og generelt bruger bageriet en lang række forskellige spiselige produkter til tekster på kager.

- Vi får mange henvendelser, hvor folk vil have skrevet nogle frække eller selvfede ting. Det er tit og ofte med meget humor, og det er nogle gode idéer, vi får, siger Tine Lajer Petersen til TV2 ØSTJYLLAND.

Når studenterne springer ud, er det ifølge Tine Lajer Petersen populært at lave denne type kager. Foto: Privat