Viktor fik sin største drøm opfyldt: - Det er helt vildt

14-årige Viktor Frandsens største ønske var at blive hentet på en motorcykel til sin konfirmation, og denne drøm fik han i den grad opfyldt.

Viktor Frandsen fra Herskind blev hentet af hele 80 motorcyklister til sin konfirmation.

14-årige Viktor fra Herskind er helt vild med motorcykler. 

Derfor var et af hans største ønsker at blive hentet på en motorcykel i dag, søndag, hvor han blev konfirmeret i Skivholme Kirke. 

For et år siden købte hans far, Bo Frandsen, en motorcykel, som de sammen har kørt på det seneste år, men for nylig valgte faderen at sælge motorcyklen. 

Læs også Endelig blev det en festdag trods covid-19

- Jeg har sagt til ham, at man ikke bare kan låne en motorcykel, og at det derfor ikke kan lade sige gøre, siger Bo Frandsen til TV2 ØSTJYLLAND. 

Dette svar er dog en lille hvid løgn. Faderen havde nemlig arrangeret at hele 80 motorcyklister skulle overraske sønnike. 

- Det er helt vildt og meget mere end, hvad jeg havde regnet med, siger Viktor Frandsen til TV2 ØSTJYLLAND.

00:38

VIDEO: Viktor Frandsen havde gættet, at han vil blive hentet af et par motorcykler, men han havde ikke forestillet sig, at der ville komme 80.

Luk video

80 frivillige MC’ere fra nær og fjern

Den 4. september efterlyste Bo Frandsen nogle motorcyklister, som kunne tænke sig at overraske Viktor på sin konfirmationsdag. 

Bo Frandsen forventede at 20-40 vil melde sig på banen, men det viste sig at være langt flere. 

- Vi er oppe på 80 nu, og nu har vi sagt stop, men der er mange flere, der har sagt, de gerne ville komme og overraske Viktor. Det er helt vildt. Det overgår alle vores forventninger, og vi er fuldstændig lamslået, siger han til TV2 ØSTJYLLAND. 

00:48

VIDOE: Se de flotte billeder med de mange motorcyklister her. 

Luk video

Bo Frandsen kender kun to ud af de 80 motorcyklister, som søndag overraskede Viktor ved Skivholme Kirke. Resten er fremmede, som blandt andet er kørt fra Randers, Horsens og Viborg. 

- Det er helt vildt, at så mange vil bruge deres søndag formiddag på sådan et arrangement helt gratis, og på nogle mennesker som de slet ikke kender, siger Bo Frandsen. 

Én af de mange motorcyklister, der mødte op i dag, er Gert Hougaard, der bor i Herskind.

- Jeg synes, det var en fed happening, han ville lave for sin søn. Det at knejten får en god oplevelse er det hele værd. Det handler om, at man kan skabe noget godt for de unge mennesker. Og når man så har tid, og det passer ind, så er det jo det hele værd, siger Gert Hougaard til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også Biler, flag og musik: Sådan foregår en konfirmation anno 2020

Motorcyklisterne mødte op ved Skivholme Kirke klokken 10:15, så de var klar da Viktor kom ud klokken 10:30. 

Herefter kørte hele flokken - inklusiv Viktor - til Linå Forsamlingshus, hvor konfirmationen blev holdt. Som tak fik motorcyklisterne en sodavand og lidt mad. Herefter kørte de, og Viktors gæster ankom kl. 12:30.