Politiet efterlyste røver, de allerede havde fængslet
Østjyllands Politi bad tidligere tirsdag offentligheden om hjælp til at finde ung mand, der i juni begik et røveri mod Rema 1000 på Trøjborg i Aarhus N. Nu er han fundet.
Opdatering
Østjyllands Politi har tirsdag eftermiddag meldt ud, at det nu er lykkedes at få identificeret den mistænkte mand. Der er tale om en 22-årig mand, der i forvejen sidder varetægtsfængslet i forbindelse med en anden sag.
Siden juni har Østjyllands Politi forgæves forsøgt at finde den unge mand, der den 21. juni om aftenen begik et røveri mod Rema 1000 på Trøjborg i det nordlige Aarhus.
Tirsdag blev han efterlyst med billeder, men han er nu blevet identificeret, hvorfor billederne er fjernet.
Det viste sig at være en 22-årig mand, der i forvejen sidder varetægtsfængslet i forbindelse med en anden sag.
Det har endnu ikke været muligt at få en kommentar fra Østjyllands Politi til, hvordan det kan gå til.
Kunne ikke selv finde ham
Efter længere efterforskning valgte politiet altså at efterlyse manden med billeder tidligere tirsdag.
- Grunden til, at vi først nu efterlyser manden med billeder, er, at vi havde nogle spor, vi først undersøgte. De førte dog ikke til manden, så nu beder vi om offentlighedens hjælp, lød det tidligere fra kommunikationsrådgiver hos Østjyllands Politi Emil Enemark Sørensen.
Røveriet fandt sted kl. 22.01, hvor den mistænkte gerningsmand undlod at betale for sine varer - to pakker cigaretter og en energidrik.
I forbindelse med, at manden bevægede sig mod udgangen af forretningen, kom han samtidig med trusler mod personalet.
- Efterfølgende forsøgte personalet at tilbageholde ham, hvilket resulterede i, at gerningsmanden kom i tumult med en kvindelig ansat, som han tog halsgreb på og slog på armen med en dåse, som han havde gemt i sin strømpe, oplyser Østjyllands Politi.
Manden fik efter kort tid løsrevet sig fra personalet og løb fra butikken i nordgående retning via en baggård.