Narkobilist sur på Luciaoptog: Kørte mod trafikken

Flere hundrede udklædte gik Lucia-optog på gaderne i Aarhus fredag. Ventetiden på, at optoget gik forbi, blev for meget for en bilist.

Den 13. december er Luciadag. Foto: Oli Scarff/AFP/Ritzau Scanpix

- Nu på Luciadag. Hilser vort vennelag. 

Flere hundrede sang med, da der fredag aften var kæmpe Luciaoptog på gaderne i det centrale Aarhus. 

Læs også Alternativ Lucia: Oplyst julemand sejler på paddle board i havnen

Smukt så det ud med de mange lys i mørket. Men det imponerede tilsyneladende ikke en ung mandlig bilist, som blev så utålmodig, da optoget skulle passere vejen, at han vendte sin bil og kørte mod færdselsretningen. 

- Desværre for ham, så var vi til stede og kaldte ham ind til siden, fortæller vagtchef ved Østjyllands Politi Lars Bisgaard. 

Narkobilist

Den 20-årige mand virkede påvirket og blev derfor taget med på stationen. Prøverne viser, at manden var påvirket af euforiserende stoffer. Præcis hvad er endnu uvist. 

- Han har fået taget en blodprøve, og toksinprøven vil så vise, hvad han var påvirket af, forklarer vagtchefen. 

Luciaoptoget gik gennem det centrale Aarhus fra Rådhuset og ned gennem strøget, til Domkirken og til Dokk1, hvor det blev mødt af et flydende oplyst optog af kajakker og paddle boards. 

Det var i optogets begyndelse på vejen mellem Ridehuset og Rådhuset, at den utålmodige bilist blev taget af politiet. Han kan nu se frem til flere bøder: Både for at køre imod færdselsretningen og for at køre påvirket af narko. 

Politiet har efter episoden en meget simpel opfordring: 

- Kør pænt, skriver Østjyllands Politi på Twitter.  

01:06

Video: Se det store Luciaoptog til vands og til lands. Optoget gik gennem Aarhus tidligt om aftenen den 13. december 2019.

Luk video