Mand råbte 'bitch' efter manager på Burger King: Så smed andre kunder ham ud

Handlekraftige kunder transporterede fuld og støjende mand ud fra fastfoodkæden

En 26-årig beruset mand skabte søndag ballade på Burger King på Banegårdspladsen i Aarhus.

Da han var højlydt og provokerende overfor gæsterne, bad stedets kvindelige manager ham om at forlade stedet.

Det fik den berusede mand til at kalde hende for 'bitch' og skubbe hende i brystet, så hun væltede ind i en kunde.

Flere handlekraftige kunder fik derefter transporteret mand ud af Burger King.

- Manageren kom ikke noget til, siger kommunikationskonsulent hos Østjyllands Politi Jakob Christiansen til TV2 ØSTJYLLAND. 

De handlekraftige kunder kunne også udpege den 26-årige, da politiet ankom.

- Han sad udenfor med en øl, siger Jakob Christiansen.

Han blev anholdt og sigtet for at have udvist støjende og voldelig adfærd.