Lang bilkø ved testcenter: Beder bilister vende om
Testcenteret ved Aarhus Universitetshospital i Skejby oplever lang kø torsdag aften og kommer derfor ikke til at nå alle bookinger.
Testcenteret ved Aarhus Universitetshospital i Skejby oplever her til aften så lang kø, at de nu beder bilister, der er på vej til testcenteret, om at vende om.
- Vi er kommet voldsomt bagud med at teste. Vi ved, der kommer flere. Men vi når ikke alle i aften, siger siger pressechef hos Aarhus Universitetshospital, Lars Elgård Pedersen, til TV2 ØSTJYLLAND.
- Vi kommer til at lukke og vil derfor bede folk, som er på vej til testcenteret om at vende om og booke tid en anden dag, siger han.
Alternativt er opfordringen at møde op på et teststed et andet sted.
Fuldt booket
Den lange kø kommer på en dag, hvor testcenteret i Skejby har været fuldt booket. Derudover er der også kommet mange, som ikke har haft en tid. Det er faldet sammen med, at testcenteret har været ramt af sygdom blandt medarbejderne.
- Vi beklager situationen rigtig dybt. Men personalet kan ikke strække den længere, siger Lars Elgård Pedersen.
Forventningen er, at testcenteret har åbent indtil klokken 20.10.