Få historien læst op
Den røde lampe lyser op, og alarmen hyler skingert.
Klokken er 21.47 en onsdag aften, og Jørgen Fonvig springer op og løber målrettet ud i garagen. Rutineret ryger de kraftige bukser og jakke på, der gør det ud for brandmandsuniformen.
En 51-årig mand er faldet i det kolde vand ved Dokk1 i Aarhus. Hvert minut tæller.
Jørgen Fonvig er hurtigt inde i brandbilen, der med sirener og blink drejer ud fra stationen på Ny Munkegade og sætter kursen mod havnen. Han er rolig udenpå, men indeni stiger pulsen, i takt med at de nærmer sig.
Vandet er tre grader varmt. Det er et spørgsmål om liv eller død.
I løbet af sine 40 år som brandmand har 67-årige Jørgen Fonvig været til utallige udrykninger. Og det har lært ham, at man aldrig ved, hvad der venter.
- Der er altid mange ubekendte. Så vi frygter det værste og håber det bedste, for så er man klædt på mentalt, fortæller han.
En mand i vandet kan vise sig at være tre, og en brand kan også betyde et dødsfald.
Det er sket 16 gange for Jørgen Fonvig. I halvdelen af tilfældene har han selv hentet et brandoffer ud af flammerne.
- Jeg ser det hele gennem min maske, og nogle gange kan det være som at se en film. Bagefter tænker man sommetider: Hvad var det lige, der skete? fortæller han.
Men det er ikke noget, den garvede brandmand går og grubler over. Og måske er det er derfor, han ikke er gået hen og er blevet trist, funderer han.
Man skal være lavet af et særligt stof. Og det er Jørgen Fonvig, der med sin knusende ro kan bevare overblikket i en livstruende situation.
Fokus ligger på opgaven, der spænder over alt fra fastklemte i trafikulykker til voldsomme brande og katte i træer.
- Det er en fed fornemmelse. Når folk løber ud, så løber vi ind og kan redde folk fra alle mulige mærkelige ting, siger Jørgen Fonvig.
Særligt én udrykning har været afgørende for hans karriere.
For 27-årige Jørgen Fonvigs vedkommende var det tilfældigheder nærmere end drengedrømme, der fik ham til at vælge et liv i brændpunktet.
Han er egentlig uddannet elektriker, men efter at have aftjent sin værnepligt, hvor han blev uddannet røgdykker, begyndte han som deltidsbrandmand.
Jørgen Fonvigs kone havde set en annonce i avisen. Og da han efterhånden var mere stresset end glad i sit arbejde med el-installationer og ledninger, tog han chancen.
En af de første opgaver var en storbrand i Ceres-bryggeriet i Aarhus i 1982. Den blev et vendepunkt for hans karriere og et endeligt farvel til tilværelsen som elektriker.
- Det var min første ildebrand, og det var ikke en lille ildebrand. Selv om det bare var bygninger, der brændte, var det godt nok voldsomt at se for sådan en ny en, siger Jørgen Fonvig.
Kampen mod flammerne varede i flere dage, mens en tyk, sort røg, der stammede fra bryggeriets lager af plastikkasser, bølgede mod den aarhusianske himmel. En fjerdedel af Ceres brændte ned.
- Det gjorde stort indtryk på mig, siger Jørgen Fonvig.
Interessen var vakt, og deltid blev til et fuldtidsvikariat. Men kort efter blev den unge Jørgen Fonvig kaldt ind på brandchefens kontor.
Fem minutter og 50 sekunder efter alarmopkaldet ankommer Jørgen Fonvig og kollegaerne til ulykkesstedet ved Åens udmunding. Den 51-åriges råb når brandmanden, så snart han åbner døren.
- Hjælp mig for helvede. Kom nu, råber manden.
På kanten af havnebassinet ligger flere borgere på knæ. Med et tørklæde bliver manden holdt oppe ved vandoverfladen. En dykker er hurtigt nede hos ham.
Alle kender deres opgave, og Jørgen Fonvig guider fra land. Mandens temperatur falder, og det er kritisk.
- Få ham hen til stigen, siger Jørgen Fonvig højt, mens han fra kanten følger dykkeren og svinger begge arme mod stigen seks meter væk.
Manden skal op af det kolde vand. Nu.
Den 51-årige har ligget der i mere end syv minutter.
Jørgen Fonvig havde ikke behøvet at frygte samtalen med brandchefen.
Han havde set potentialet i den unge mand og ville gerne vide, om en fast stilling i beredskabet var noget for ham.
Der var dog en række forbehold og mulige konsekvenser af jobbet, som Jørgen Fonvig først skulle præsenteres for.
Dårligere løn, arbejde på helligdage og risikoen for en skilsmisse var nogle af de ting, brandchefen lige mente, Jørgen Fonvig skulle overveje først.
Men han lod sig ikke skræmme.
- Jeg sagde med det samme: Ja tak, det tager jeg. Jeg kunne godt mærke, at det var det, jeg ville, siger han.
Jørgen Fonvig har da også stadig sin kone. Men det var ikke uden udfordringer, at den dengang unge mand kom ind i flokken af garvede brandmænd.
Det gode sammenhold i flokken måtte Jørgen Fonvig se langt efter, da han fik sin faste gang på stationen på Ny Munkegade.
Her herskede et hierarki. Og Jørgen Fonvigs plads var bogstaveligt talt på gulvet.
- Hvis jeg var i tv-stuen, og der var ledige pladser, kunne jeg ikke sætte mig der, fordi det var forbeholdt dem, der havde den stol. Så de første år lå jeg bare på gulvet og så fjernsyn, fortæller han.
Heller ikke i køkkenet havde den dengang 27-årige nyslåede brandmand en plads. Han var ofte henvist til at spise stående.
- Det var som at være i oldtiden. Jeg havde ikke rettigheder til noget som helst, siger han.
Meget har ændret sig siden, og i dag afspejler tiden på stationen, sådan som de arbejder. Som et hold, hvor man er afhængig af hinandens indsats.
- Det er blevet en livsstil at være brandmand. Det er ikke et arbejde. Alle er rustet til det, og vi passer på hinanden, siger han.
Fungerer det ikke, kan det koste afgørende minutter og i sidste ende liv, fortæller Jørgen Fonvig.
Der er to meter hen til stigen. Manden er kold og afkræftet, og dykkeren kæmper sig fremad med et fast greb om ham. En meter tilbage.
En ambulance med fuld udrykning ankommer til kajen og de blå blink oplyser den arbejdende gruppe brandmænd.
Dykkeren har nået stigen, men den 51-årige er ikke selv i stand til at kravle op. I lyset fra en lommelygte, får han et reb rundt om brystet.
Tre og et halvt minut efter beredskabet er ankommet, kan Jørgen Fonvigs mænd trække ham op.
Ambulanceredderne står klar til at overtage, og han kommer ind i den ventende bil. Den forlader stedet i en kaskade af blå blink.
Mandens liv er ude af Jørgen Fonvig og kollegaernes hænder. Men sagen er ikke slut endnu.
Efter et tjek på sygehuset stod det klart, at de hjælpsomme borgere, Jørgen Fonvig og kollegaerne havde sikret, at manden kom op i tide. Han er sluppet uden alvorlige skader.
Det er dog senere kommet frem, at den 51-årige ikke som først antaget faldt i vandet. Overvågning viser, hvordan han gik igennem afspærringen langs havnen og selv trådte ud over kanten.
Oplysningen ændrer dog ikke noget for Jørgen Fonvig og hans arbejde.
- For os er det ligegyldigt, hvordan han er kommet i vandet. Han skal bare op. Uanset om det er selvforskyldt eller ej, så har vi en opgave, siger han.
Det er hans pligt som brandmand at redde både mennesker og dyr. Og trods de 40 år i faget og en pensionsmoden alder har Jørgen Fonvig tænkt sig at fortsætte med det.
- Jeg har ingen planer om at stoppe lige foreløbig, siger han bestemt.
Tekst: Maja Kærhus Jørgensen
Fotos: Private og TV2 ØSTJYLLAND
Interview: Jakob Kryger
Redaktør: Anne Steen Troensegaard
Udvikling og layout: Frederikke Schmidt
Udgivet: Februar 2022
Læs også
