Johns idé krævede rumsatellit og vejrstation – og dét krævede en hjælpende hånd
Nu bliver det lidt nemmere for opfindsomme, østjyske iværksættere at få virkeliggjort deres idéer.
En af de iværksættere, der har fået glæde af fondens støtte, er manden bag FieldSense, John Smedegaard. Via en vejrstation på jorden og en satellit i rummet, kan han hjælpe landmænd til at optimere deres produktion og give bedre afgrøder.
Hans idé, FieldSense, er støttet af Innovationsfonden, og giver landmand bedre værktøjer til at optimere deres produktion.
400 danske landmænd får glæde af vejrstationerne, der sparer gødning, CO2 og er en mere effektiv drift for landmænd.
- Vejrdataene kommer fra vores helt egne vejrstationer, og satellitdataene kommer fra ESA satellitter, siger direktør i FieldSense, John Smedegaard til TV2 ØSTJYLLAND.
Idé skabt på studiet
Idéen til FieldSense blev skabt i en læsegruppe på datalogi-studiet. I den forbindelse tilmeldte studiegruppen sig en konkurrence ved den europæiske rumstyrelse, ESA.
- De tog os med til ESA i en hel uge, hvor vi arbejdede igennem problemet. Det er sådan set der, den startede. ESA var også de første, der investerede i os, siger John Smedegaard.
Han kastede sig ud i projektet, men valgte ikke at tage kontakt til banken.
- Banken er måske ikke helt parate til os endnu, fordi vi er i en lidt usikker verden som iværksætter, siger han.
I stedet kontaktede han Innovationsfonden.
- Rigtig mange af de mentorer og investorer er kommet igennem de relationer, vi har fået igennem Innovationsfonden. Der er selvfølgelig også nogle rigtig, rigtig gode eksperter, der vurderer, om idéen er god nok. Så man får faktisk også valideret sin idé, siger John Smedegaard.
Fra én til 15 ansatte
I dag har FieldSense eksisteret i fem år, og firmaet er vokset fra én til 15 ansatte.
- Jeg tror ikke, vi kunne have vækstet så hurtigt. Jeg tror ikke, vi kunne have haft alle de mennesker, der er ansatte i virksomheden i dag, hvis fonden ikke havde været til stede med den lille investering, de lavede dengang, siger John Smedegaard.
FieldSense har 900 vejrstationer ude, der er fordelt på 400 danske landmænd.
Oprindeligt lå Innovationsfondens hovedkontor i København. Men en del af aktiviteterne er nu flyttet til Aarhus - som led i udflytningen af statslige arbejdspladser.
Og i dag indviede fonden nye lokaler i Aarhus.
- Vi kommer endnu tættere på vores ansøgere og interessenter i den her landsdel. Vi får endnu mere kontakt med de iværksættere og universiteter, som ligger herovre, siger konstitueret direktør i Innovationsfonden, Tore Duvold.
Fremover vil fonden altså både være repræsenteret i København og nu også i Aarhus.
Fonden investerer hvert år 1,5 mia. kroner til udvikling af ideer, der kan styrke vækst og beskæftigelse.