IT-Camp skal komme fordomme til livs: - Der er behov for flere kvinder i branchen
Kun hver fjerde beskæftigede i IT-branchen er kvinde. Det skal der laves om på, mener arrangørerne af IT-Camp på Aarhus Universitet.
Det er kun drenge, der spiller computerspil, er blege og ikke får nok motion, som arbejder i IT-branchen. Sådan lyder nogle af de fordommene fra tre piger, der deltager i dette års IT-Camp på Aarhus Universitet, som afholdes for gymnasiepiger eller piger, der har sabbatår.
- Der er meget en kønsopdeling, så der er en stor mængde af drenge, der vælger denne her type uddannelse. Så man kan godt tænke, at når jeg er pige, så burde jeg ikke vælge det, fordi det ikke er noget, jeg bør være interesseret i, siger Sofie Gerkeuli Frank fra København til TV2 ØSTJYLLAND.
Hun er taget med 28 andre unge kvinder på den tre dage lange IT-Camp, som skal gøre opmærksom på de to uddannelser datalogi og IT-produktudvikling på Aarhus Universitet, for at undersøge, om det kunne være uddannelser for dem til trods for de mange fordomme, der florerer om branchen.
Men allerede på den første dag er mange af deres fordomme blevet manet til jorden. Og det er netop et af formålene med arrangementet - udover generelt at vise, at IT bestemt også er for kvinder.
- Årsagen til, at der er så relativt få kvinder i IT-branchen, er blandt andet, at der er en masse stereotyper og fordomme omkring IT og datalogi. Og det er jo blandt andet derfor, vi holder campen her. Vi håber at kunne smide nogle af de her fordomme ud ad vinduet, siger Anna Thorsen Hallenberg, arrangør af IT-camp på Aarhus Universitet, til TV2 ØSTJYLLAND.
Ifølge fagforeningen HK er det kun hver fjerde beskæftigede i IT-branchen, som er kvinde.
Hvorfor er det vigtigt at få flere kvinder ind i IT-branchen?
- Først og fremmest er det rigtig vigtigt, fordi der generelt mangler folk i branchen. Derudover er vi et samfund, hvor teknologi er alle steder. Det er i vores lommer, vores køleskabe, og teknologien reflekterer jo, hvem vi er, siger Anna Thorsen Hallenberg.
- Derfor nytter det jo ikke noget, at det kun er den ene halvdel af befolkningen, der er afspejlet i teknologien. Vi er nødt til at have fat i alle, så vores teknologi reflekterer, hvem det er, vi er.
Er der noget kvinder kan bedre i IT-branchen end mænd?
- Det er der jo nok. Helt generelt ser kvinder andre problemer end mænd gør, og derfor ser de også andre løsninger end mænd gør. Hvilket er derfor, vi har behov for begge dele.