Flere supermarkeder leverer nu til døren: Det nedbringer smittefaren
Hos flere østjyske butikker kan kunderne nu ringe ind, læse indkøbssedlen højt, og inden for 48 timer står varerne uden for deres dør.
Dét, at gå ned og handle, er ikke så lige til og bekymringsfrit, som det plejer at være.
I disse corona-tider kommer myndighederne med mange anbefalinger angående hygiejne, antallet af kunder, og endda hvornår på dagen man bør tage turen ned til supermarkedet.
Ud over de mange forholdsregler, man skal tage for tiden, så er der også flere, der er decideret bange for at tage ned og handle.
- Min kone er bange for at gå i butikker. Jeg er ikke så bange for det, men nu har vi kigget på nettet og set, hvem der kan levere dagligvarer til os, siger Preben Borg fra Aarhus, der nu er begyndt at få varer leveret lige til døren, til TV2 ØSTJYLLAND.
- Det handler ikke om konkurrence, men om sikkerhed
Under coronakrisen har onlinesupermarkederne oplevet en markant stigning i omsætningen. Nemlig.com stormer frem og ansætter 20 nye medarbejdere om dagen ifølge Jyllands Posten.
Der er altså en øget konkurrence fra onlinesupermarkeder, end der plejer at være.
Men det er ikke det, det handler om, når en række mindre supermarkeder – såsom Meny, Spar og Letkøb – har valgt at melde sig på banen som hjemmeleverandører.
- Det er ikke for at tage kampen op mod netbutikkerne. Det er ikke det, vi gør i. Vi er en butik, som er baseret på, at folk kommer her og handler, siger købmand ved Meny på Langenæs, Jeppe Nordmand, til TV2 ØSTJYLLAND.
- Alle siger jo: lad nu vær med at gå ud og handle på samme tid. Det her kan være med til at afhjælpe det pres, der er på butikken i det daglige og nedbringe smittefaren.
Ring, læs og vent
Når Preben Borg vil bestille dagligvarer fra Meny på Langenæs skal han ringe ned til butikkens callcenter, læse sin indkøbsseddel højt, og så skal han bare vente på, at varerne bliver leveret.
- Det er jo en glimrende mulighed at få det hjem på. Nu her en gang om ugen handler vi nede ved Kohalen og får noget hjem, og vi har bestilt ved Salling og nu ved Meny – så vi får brugt det, siger Preben Borg.