Fire teenagere sigtet for at stå bag en stribe påsatte brande
Østjyllands Politi har anholdt fire drenge, som mistænkes for at stå bag fem brande i området ved Skødstrup og Løgten.
Fire drenge er anholdt og sigtet for at stå bag en stribe af brande natten til torsdag i Skødstrup og Løgten nord for Aarhus.
Natten til torsdag fik brandvæsnet travlt, da der i flere tilfælde blev sat ild til skraldespande og containere ved blandt andet Grenåvej, ved Nettos parkeringsplads og Lærkebakken.
Lige siden har Østjyllands Politi efterforsket sagen og blandt andet appelleret til offentligheden om hjælp, hvis nogle havde set noget mistænksomt. Og det gav pote.
- Vi har fået flere henvendelser i sagen, som vi har efterforsket, og det har ledt os til de fire drenge, siger Jacob Christiansen, kommunikationsmedarbejder ved Østjyllands Politi.
De fire drenge på henholdsvis 15, 15, 15 og 14 år blev anholdt torsdag aften og er sigtet for at stå bag fem brande natten til torsdag.
Alle containere og skraldespande, der blev sat ild til, stod i det fri, så ilden fik ikke fat i bygninger og lignende.
Ingen personer er kommet noget til i forbindelse med brandene.