Politiet bekymret: Fem dræbt i bandemiljøet i Aarhus i år
Østjyllands Politi oplyser tirsdag, at fem personer er blevet dræbt i det kriminelle miljø i Aarhus i år.
Opdatering
Den 29-årige mand blev varetægtsfængslet i fire uger. Han tog forbehold for evt. at kære kendelsen til landsretten
Alle fem dræbte mænd vurderes at have tilknytning til bandemiljøet i Aarhus.
Østjyllands Politi gør tirsdag status i forbindelse med endnu et grundlovsforhør, hvor en ung mand skal fremstilles for drab.
Tirsdag formiddag bliver en 29-årig mand fremstillet i grundlovsforhør efter at være blevet anholdt på en rasteplads på motorvejen ved Give mandag i denne uge. Han er mistænkt for at have dræbt en 21-årig mand ved Kappelvænget i Aarhus Vest fredag den 25. september.
Læs også
Den 21-årige er seneste offer i striben af drab, der begyndte den 27. februar, da en 25-årig mand blev dræbt af skud i Tilst.
I juli blev to mænd dræbt med få timers mellemrum. Den ene blev dræbt med skud ved Jydsk Væddeløbsbane i Aarhus, få timer senere blev en 42-årig mand stukket ned med kniv på Lenesvej i Brabrand.
Læs også
Den 6. august blev en 22-årig mand fundet skuddræbt i en bil på Vårkærvej i Viby. Seneste offer er den 21-årige mand, der blev dræbt på Kappelvænget fredag den 25. september.
- Det er bekymrende mange drab, som vi vurderer alle har en eller anden relation til bandemiljøet. I fire af drabene er der anvendt skydevåben, hvilket kun er endnu mere bekymrende, da det jo viser at den personkreds, vi har at gøre med, tilsyneladende har adgang til skydevåben, siger politiinspektør Michael Kjeldgaard.
Læs også
Søger stadig motiver
Østjyllands Politi er fortsat i gang med at undersøge, om de fem drab alle er en konsekvens af den bandekonflikt, der hærger i Aarhus Vest lige nu.
- Vi kan endnu ikke sige, om der er en direkte sammenhæng mellem dem, men det er det, vores efterforskning er ved at forsøge at klarlægge. Noget tyder dog på, der også kan være andre motiver i spil siger Michael Kjeldgaard.
Politiets efterforskning er udfordret af, at lysten til at tale med politiet i bandemiljøet er meget lille. Politiet er derfor afhængig af tekniske spor og overvågningsbilleder.
Tilknytning til bandemiljøet
Tidligere har politiet være forsigtige med at være konkrete i forhold til de dræbte og mistænktes tilhørsforhold, men tirsdag slår de fast, at næsten alle involverede er en del af de kriminelle miljøer i Aarhus.
Der er dog forskel på, hvor stor tilknytning, de dræbte og mistænkte har til de kriminelle miljøer.
- Man kan have tilknytning på forskellig vis. Nogle er en del af det døgnet rundt, mens andre er mere løst tilknyttet, siger Michael Kjeldgaard.
Læs også
Ingen grund til frygt
På trods af de mange drab, der i fire ud af fem tilfælde er begået med skud, mener han ikke, at man skal være bekymret for at havne midt i en bandekonflikt på åben gade som almindelig borger.
- Det synes jeg ikke. Det er rettet mod folk i det kriminelle miljø, og det er ikke tilfældige personer, der er ofre. Både ofre og gerningsmænd har tilknytning til det kriminelle miljø, så jeg mener ikke, at man som borger i Aarhus skal være bekymret, siger Michael Kjeldgaard.
Østjyllands Politi ønsker ikke at oplyse nærmere om de to grupperinger, som de dræbte og mistænkte er tilknyttet, udover at de begår sig ved kriminalitet.
Michael Kjeldgaard oplyser også, at det ikke er politiets vurdering, at de lokale kriminelle grupperinger har tætte relationer til andre bander eller kriminelle organisationer i landet.