Elever tynget af Afghanistan-situationen: - Jeg tænker hele tiden på det

Elever med afghanske rødder får lov til at snakke om situationen på skole i Aarhus.

Udgivet Opdateret
Hver femte elev på Søndervangskolen har afghansk baggrund.

Selvom konflikten i Afghanistan for mange kan synes langt væk, så er den for nogle meget tæt på.

På Søndervangskolen i Viby ved Aarhus har hver femte elev afghanske rødder, og derfor fylder konflikten i landet meget blandt eleverne.

Amad går i 9. klasse på Søndervangskolen og hans forældre stammer fra Afghanistan, hvor store dele af hans familie stadig bor. Han fortæller, at de nærmest ikke taler om andet derhjemme, og det kan derfor være svært ikke at tage det med over i skolen.

- Jeg får det rigtig dårligt. Men det er også lidt farligt at være i krig. De bliver rigtig bange, især de små børn, siger Amad Sharif.

- Jeg tænker hele tiden på det, hvordan har mine fætre det? Hvordan har mine kusiner det?, siger Amad Sharif.

Plads til at snakke

Amad er langt fra den eneste elev med bekymringer over krigen i Afghanistan, og derfor valgte skolen i weekenden at sende et brev til forældrene for at forsikre dem om, at skolens lærere og pædagoger tager hånd om børnene i skoletiden.

- Det er klart, at det sker langt væk, men det er jo ikke langt væk fra vores elever. Vi har en stor afghansk elevgruppe på skolen med familier i nærområdet.

- For dem fylder det selvfølgelig meget, og det skal vi jo tage fat om, hvis det også fylder på skolen, siger Casper Ostenfeldt, der er lærer på Søndervangskolen.

Casper Ostenfeldt fortæller også, at han er opmærksom på at få snakket med de elever, der har behov for det.

- Bare det, at eleverne får lov til at sætte ord på. Det behøver ikke være de store følelser, men bare det, at man får lov til at beskrive, så ligger der en naturlig refleksion over, hvad der sker dernede.

Og snakkene er også noget, som Amad sætter pris på.

- Jeg synes faktisk, at det er rart, for så kommer man også til at komme ind i sine følelser og fortælle, hvordan man har det.

VIDEO: Se indslag om Søndervangskolens håndtering her

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her