Dan mistede livet til Taliban: Nevø mener ikke, hans liv var spildt

I 2008 mistede Dan Gyde livet i Afghanistan. Hans nevø mener ikke, at hans liv var spildt.

Tirsdag besøgte Kenneth Gyde Tørslev Pedersen sin onkels gravsted på Nordre Kirkegård i Randers.

Her ligger han, fordi han som udsendt dansk soldat mistede livet i Afghanistan i 2008. Han blev 29 år gammel.

- De skulle på en mission og manglede en mand, der kunne førstehjælp, hvis der kom nogen til skade, fortæller Kenneth Gyde Tørslev Pedersen, nevø til Dan Gyde.

- Den mission hoppede Dan med på, og der havnede de desværre i et Taliban-baghold. En soldat trådte på en sprængladning og blev såret, og Dan rykkede frem for at hjælpe ham.

- Han trådte også på en sprængladning og døde på stedet, fortæller Kenneth Gyde Tørslev Pedersen.

Tog ikke telefonen

Kenneths mor får at vide, at Dan er død og begynder at ringe til sin søn for at levere den tragiske nyhed.

- Hun ringede til mig et par gange, og jeg tog ikke telefonen, fordi jeg lige var ved noget andet. Men hun blev ved med at ringe, og jeg tænkte, at jeg hellere måtte tage den, fortæller Kenneth Gyde Tørslev Pedersen.

Dan Gyde under udsendelsen til Afghanistan i 2008.
Dan Gyde under udsendelsen til Afghanistan i 2008. Foto: Privatfoto

- Og da jeg så tager den, så kan jeg tydeligt huske, at hun græder og hulker og siger til mig: ”Kenneth, nu må du ikke blive ked af det, men Dan er blevet dræbt i Afghanistan.”

- Og så falder min verden bare fra hinanden.

Nåede at få en datter

Da den 29-årige overkonstabel fra Randers, Dan Gyde, drog til Afghanistan, var hans kæreste gravid, fortæller hans nevø.

- Han fik en datter, kort før han døde. Han var i Afghanistan, da hun blev født, og var med over en telefon, men fik lov at komme hjem på orlov i fjorten dage for at overraske sin kæreste. Men han skulle så tilbage til Afghanistan efterfølgende, siger Kenneth Gyde Tørslev Pedersen.

- Så han nåede at opleve sin datter i små fjorten dage, og det var kæmpestort for ham, det var det største. Det var ærgerligt, det ikke blev til længere tid.

Dan Gyde med sin datter i Danmark.
Dan Gyde med sin datter i Danmark. Foto: Privatfoto

Dans liv var ikke spildt

Tre uger efter, Dan Gyde døde, blev han fløjet hjem i en kiste og familien deltog i en mindehøjtidelighed i Karup.

Og selvom Kenneths onkel endte med at betale den allerhøjeste pris, så mener han ikke, at indsatsen har været forgæves.

- I søndags da jeg læste, at de havde overtaget Kabul, var min første tanke egentlig, om Dans liv var spildt. Men så kom jeg til at tænke på det, Dan har sagt.

- Han sagde selv, at han godt vidste, at krigen i Afghanistan ikke kunne vindes, men hvis han bare kunne være med til at gøre en lille forskel for enkelte afghanere, så var det stort for ham, siger Kenneth Gyde Tørslev Pedersen.

- Og så sagde han også tit, at det er bedre, at vi bekæmper dem der, end at de kommer tættere på Danmark, så vi stadig kan have vores frihed.

- Og det var egentlig det, der ramte mig. For det ville være nærliggende at sige, at det er spildt, men det synes jeg ikke, det er, siger Kenneth Gyde Tørslev Pedersen.

Veteraner er 'pisseskuffede'

Mens Dan Gyde mistede livet, kan andre danske soldater, der var udsendt i Afghanistan, følge Talibans magtovertagelse minut for minut via medierne fra Danmark.

Og ifølge Nils Jakobsen, der er formand for veterancaféen i Randers, et sted, hvor krigsveteraner kan mødes for at tale om deres oplevelser og være sociale, så er der stor frustration hos de veteraner, han har talt med.

- Vi kan mærke, at de veteraner, der har været i Afghanistan, mildt sagt er pisseskuffede over den her udvikling. De føler sig ikke ret meget værd, og det er jo en skam. De føler sig virkelig trådt på, siger Nils Jakobsen.

Han frygter, at den håbløse udgang på hele indsatsen i Afghanistan, også kan få helbredsmæssige konsekvenser for de danske veteraner, der nu er hjemme.

- Vi kan se, at veteraner i nogle tilfælde får efterreaktioner, flere år efter de har været udsendt. Og man jo godt frygte, at det bliver fremrykket af det, der sker i disse dage, siger Nils Jakobsen, formand for veterancaféen i Randers.