Darth Vader og Luke Skywalker viser vej til toilettet på universitet
Nu skal medarbejderne hos Interactive Spaces Lab fra Alexandra Instituttet ikke længere gå forgæves på toilet.
Forstil dig, at du skal på toilettet. Du rejser dig fra din stol, går hen til toiletdøren og finder ud af, at den er låst.
Det er nu fortid for medarbejderne hos Interactive Spaces Lab i Aarhus, som ikke længere risikerer at gå forgæves, når de skal på toilettet.
Nu viser Luke Skywalker og Darth Vader nemlig, om toilettet er optaget eller ledigt. Det sparer medarbejderne for en gåtur på 28 sekunder ned ad gangen fra deres kontor til toiletterne.
Læs også
- Det er tidsoptimerende, og man sparer nogle frustrationer. Det er ikke bare dovenskab, siger Mads Møller Jensen, der er en af hovederne bag den smarte interaktive toiletinstallation.
De to Star Wars-figurers lyssværd lyser op, når toilettet er optaget. Det har også gjort op med de klassiske herre- og dametoiletter.
Læs også
- Der findes ikke dame og herretoiletter mere. Nu er der Vader eller Luke, siger Søren Brogaard Pedersen, der også har været med til at udvikle på konstruktionen.
Ideen opstod, da en medkollegas frustration over at gå forgæves på toilettet voksede. I starten var det juletræer, der lyste op i stedet for Star Wars-figurere.
Men udover at gøre dagen lettere og spare medarbejderne for en gåtur, kan toiletkonstruktionen også samle data ind, og det har ikke altid været til lige stor begejstring for de andre medarbejdere.
Overvåger toiletbesøg
- Folk var lidt skeptiske, fordi vi holder styr på data for, hvordan toiletterne bliver brugt. Men vi gjorde det hele anonymt, og vi har gjort det sådan, at vi først kan se det dagen efter, siger Mads Møller Jensen.
Læs også
Mads og Søren har da også overvejet, om de burde koble data fra toiletbesøg med data fra kantinen for at se, om der er en sammenhæng, mellem den mad medarbejderne spiser, og hvor meget de går på toiletter.
- Det ville nok ikke være så godt for kantinen, så det bliver nok aldrig til noget, siger Mads Møller Jensen.
Medarbejderne er i dag glade for installationen, og Søren og Mads fortæller, at det altid er noget, der vises frem, når der er gæster i huset.