AGF-fans 'fanget' i tumult: - Der er anholdelser og folk, der bliver slået med knipler

Folk fortæller om angreb med fyrværkeri fra vrede Brøndby-supportere.

Udgivet Opdateret

En del af de tilskuere, der sad på udebaneafsnittet på Brøndby Stadion søndag eftermiddag og aften, står fortsat og venter på at komme ud og hjem til Aarhus - eller hvor i landet de er fra.

TV2 Østjylland hører fra flere tilstedeværende, at Brøndby-fans tilsyneladende er så utilfredse med deres klubs missede danmarksmesterskab efter 3-2-nederlaget til AGF, at stemningen uden for stadion er lettere kaotisk.

En fotograf fra Presse-fotos.dk fortæller, at der bliver smidt med sten, bænke og alt hvad de kan finde, mens politiet kæmper for at få styr på situationen, hvor politiet er trukket i kampuniformer.

En mand, der ikke ønsker sit navn frem, siger, at han og andre AGF-fans er blevet tilbudt at blive transporteret væk i busser - alternativt vil politiet lave en kile, så de kan komme sikkert ud.

Er du på Brøndby Stadion?

Og vil du fortælle os, hvad der sker? Så skriv til os her.

Tip os

BT skriver, at AGF-fans blev angrebet med fyrværkeri. Avisen har talt med Sebastian Risbøl Jacobsen, der var på vej ud af stadion, hvor han sammen med de resterende Aarhus-tilhængere var blevet tilbageholdt, fordi der opstod tumult.

- Vi blev sluset ud i flere etaper, og da jeg var på vej ud, løb folk i panik imod mig. Pludselig fløj der tændte romerlys ind over folk, og jeg var tæt på at få ét i hovedet. Der var masser af børn på tribunen, og det var så uhyggeligt, siger Sebastian Risbøl Jacobsen til BT.

Han er chokeret over episoden, som han kalder "det værste, jeg nogensinde har oplevet".

Anspændt atmosfære

TV 2's reporter uden for stadion beretter om en atmosfære, der er "mildest talt meget anspændt".

- Det sitrer i luften, og der er voldsom stor utilfredshed. Politiet er talstærkt til stede og har afspærret området, siger Brian Lindhoff.

Ifølge reporteren kulminerede situationen for kort tid siden med flere kanonslag, der eksploderede. Brian Lindhoff beskriver situationen som hektisk og fortæller, at politiet har været ret fysiske over for nogle af de personer, der ikke har villet flytte sig fra området omkring stadion.

- Der er anholdelser og folk, der bliver slået med knipler, siger Lindhoff.

Til blandt andre Ritzau oplyser Københavns Vestegns Politi, at der blev kastet med kasteskyts mod udebanefans.

- Det blev i første omgang stoppet af politiet, som gjorde brug af tåregas og politihunde - men da politiaktionen fortsat er i gang, så kan vi ikke give yderligere info lige nu, lyder det.

Det fremgår ikke af politiets udmelding, om der er nogle anholdte i forbindelse med urolighederne, og hvor mange der i givet fald er anholdt.

TV 2 skriver, at AGF's spillere blev kørt væk fra stadion i en Brøndby-bus med politieskorte.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her