Carsten er både blind og døv - men gennem Lucas gik hans største drøm i opfyldelse
Carsten Thorup er både blind og døv. Men gennem fingrene "taler" han med sin kontaktperson, der selv er hørehæmmet.
Prøv at forestille dig, at du lever i totalt mørke uden nogen lyde.
Det er hverdagen for 65-årige Carsten Thorup fra Aarhus. Han er nemlig både døv og blind.
Han blev født døv, og som 29-årig blev han blind efter en sygdom på synsnerven. Men selv en verden uden syn eller hørelse forhindrer ham ikke i at leve livet.
Han elsker at gå i fitness, se fodbold og spille skak. Alt sammen sker med hjælp fra hans kontaktpersoner eller hans kone, der også er døvblind.
En af de kontaktpersoner er 27-årige Lucas Gravgaard. Han er selv hørehæmmet efter at have manglet ilt under fødslen, men kan tegnsprog.
Det gjorde også dette interview til en udfordring. For hvordan "snakker" man med en, der er døv, og en, der er døv og blind?
Derfor er denne artikel lavet ud fra en SMS-korrespondance med Lucas Gravgaard. Han har sendt svar fra sig selv samt stillet spørgsmål videre til Carsten Thorup og skrevet hans svar ned.
Et livsforandrende job
Lucas gik og manglede et job. Han valgte derfor at søge et, hvor han kunne gøre brug af sit tegnsprog - og det var sådan, at han mødte Carsten.
Efter en jobsamtale blev han ansat som kontaktperson - en af Carstens livsvigtige hjælpere, der skal få ham igennem hverdagen uden syn og hørelse.
Til hverdag kommunikerer de gennem såkaldt taktil kommunikation. Det minder om tegnsprog, men hvor man rører ved hinandens hænder for at kommunikere.
Sådan fungerer taktil kommunikation
- De fleste personer med døvblindhed har en kropslig/taktil udtryksform. Det betyder, at de bruger krop og hænder, både når de udtrykker noget selv, og når de aflæser, hvad deres kommunikationspartner udtrykker. De kropslige udtryk stammer ofte fra egne kropslige eller følelsesmæssige oplevelser. Man siger, at kropslige eller følelsesmæssige indtryk sætter spor eller aftryk, som så kan blive til udtryk.
- Ved taktil kommunikation anvendes ofte 'tale- og lyttehænder' som hjælp til at kommunikere. I praksis foregår det sådan, at den, som aflæser, lægger sine hænder på hænderne til den, som udtrykker noget.
- For at forstå hvad personen med døvblindhed udtrykker med bevægelser og tegn, er du ofte nødt til at vide, i hvilken sammenhæng udtrykkene er opstået. Det kræver enten, at du selv har været til stede i situationen og har observeret, hvad der kan have givet indtryk, eller at den partner, som har været sammen med den døvblinde, kan formidle sine observationer og antagelser videre.
Kilde: Socialstyrelsen
- Jeg er ret glad for Lucas. Han hjælper mig masser af ting, og han finder mange forskellige nyheder, som jeg ikke selv kan hente, og er også fodbold-tolk, når der er Liverpool-kampe. Lucas er dygtig til at hjælpe mig med forskellige ting i min hverdag og gøre ting nemmere, siger Carsten Thorup til TV2 ØSTJYLLAND.
Lucas er også glad for jobbet hos Carsten.
- Vi har et rigtig godt forhold, og vi er et godt ”team”. Selvfølgelig har vi haft forskellige udfordringer med hverdag og kommunikation. Men vi er gode til at tage hensyn til hinanden og have tålmodighed. Jeg er selv ret glad for Carsten. Han har forandret mit liv og syn på livet, siger Lucas Gravgaard til TV2 ØSTJYLLAND.
Stor drøm gik i opfyldelse
Carsten Thorups helt store passion er skak. Både selv at spille, men også at følge med i de professionelles kampe.
Hans helt store idol er den norske verdensmester i skak, Magnus Carlsen. Og tidligere på måneden gik en drøm i opfyldelse, da Carsten fik muligheden for at møde ham.
Carsten var sammen med Lucas og en anden kontaktperson fløjet til Dubai, hvor de skulle overvære verdensmesterskabet i skak. Efter et pressemøde fik de muligheden for at snakke med verdensmesteren selv.
- Jeg er meget glad for, at jeg fik lov til at møde Magnus Carlsen og hilse på ham. Det var en stor oplevelse for mig, jeg kalder ham for skak-supermand. Jeg takker David (en VM-stævnechef, red.), som har arrangeret mødet med Magnus Carlsen, og mine to ledsagere, som var med mig hele vejen på min drømmerejse. Nu er min drøm opfyldt, siger Carsten Thorup.
Mødet foregik ved, at den ene kontaktperson oversatte til Lucas, der så oversatte til Carsten. Og mødet har også gjort indtryk på Lucas.
- Det er en stor dag, at jeg selv fik lov til at stå tæt på Magnus Carlsen og tolke for Carsten. Det er en kæmpe oplevelse for mig. Men det her handler om Carsten, og det er hans drøm. Jeg er bare glad for, at jeg kan dele den oplevelse med ham, siger Lucas Gravgaard.
Du kan se en video af mødet herunder:
Carsten Thorup og Lucas Gravgaard mødte Magnus Carlsen under VM i skak.