AGF fortsætter oprustningen
Henter ny målmandstræner
Kresten Vedstesen skifter FC Midtjylland ud med AGF og får ansvaret for at implementere en "hvid tråd" i målmandstræningen i AGFs talentsektor. Dermed vender han hjem til AGFs træningsanlæg på Fredensvang i Viby ved Aarhus, hvor han var træner fra 2006 til 2011.
- Kresten er helt indiskutabelt en kapacitet på sit felt. Han har vist, at han kan rekruttere og udvikle målmandstalenter til højeste niveau, og han bliver et stort aktiv for vores talentudvikling. Han får ansvaret for at strukturere vores målmandstræning fra U10-U19 og skabe en hvid tråd i den måde, vores målmænd bliver uddannet på, så den hænger sammen med vores nye spillefilosofi, siger talentchef Jesper Fredberg til klubbens hjemmeside.
Og dermed fortsætter han oprustningen af trænerstaben i klubben, hvor han fredag præsenterede den tidligere professionelle fodboldspiller Allan K. Jepsen som ny U17-træner.
I AGF skal Kresten Vedstesen også være med til at uddanne de andre målmandstrænere.
- Ud over at han skal træne vores bedste ungdomsmålmænd, bliver han også ansvarlig for den interne uddannelse af vores øvrige målmandstrænere, ligesom han også vil dele ud af sin store viden og erfaring til målmandstrænere i vores samarbejdsklubber. Jeg er glad for og også stolt over, at han har fundet det projekt, vi har sat i gang, så attraktivt, at han har valgt at vende hjem til AGF, siger Jesper Fredberg.
Kresten Vedstesen mener, at AGF har rammerne til at skabe noget unikt.
- Der sker mange spændende ting i AGF i øjeblikket, og det har jeg stor lyst til at være en del af. Det er et enormt spændende projekt, klubben er gået i gang med, og der er gode rammer til at skabe noget helt unikt, siger Kresten Vedstesen.