Bydelsmødre på gaden: - For dumt ikke at bruge sin demokratiske stemme
"Bliv ikke hjemme, for du skal ned at stemme." Sådan lyder et af budskaberne.
På trods af fremgang ved folketingsvalget i 2019 kan indvandrere og deres efterkommere fortsat blive endnu bedre til at komme i stemmeboksen, når der er folketingsvalg.
71 procent af indvandrere og 64 procent af deres efterkommere satte kryds ved seneste folketingsvalg. Til sammenligning var 86 procent af etniske danskere i boksen.
Det kan blive endnu bedre, lyder det fra Bydelsmødrene i Gellerup, der gerne vil have flere beboere med minoritetsbaggrund til at stemme.
- Vi går rundt i området for at opfordre beboerne til at komme ud og stemme, fortæller Ilham Mohamed, der er frivillig i Bydelsmødrene.
- Det er for dumt ikke at bruge sin demokratiske stemme, siger hun.
En del af grunden til den noget lavere valgdeltagelse kan skyldes politikernes hårde retorik mod indvandrere, tror hun.
- Når der kommer valg, så går de ud med dem, der vil være den strammeste politiker over for indvandrere, og så bliver man ikke motiveret til at være en del af det, når man hele tiden bliver skubbet, mener Ilham Mohamed.
- Det er trist. For der er meget, der bliver diskuteret på vores vegne, så det vil være godt, hvis vi kan få lidt mere indflydelse på det, siger Hibo Muhamed.
Fremgang usikker
Men ifølge valgforsker Rune Stubager på Aarhus Universitet er det usikkert, om vi denne gang ser samme fremgang i valgdeltagelsen blandt indvandrere og deres efterkommere som ved seneste folketingsvalg.
- Vi kan se i de generelle målinger, at indvandre- og integrationsemnet er røget ud af vælgernes top tre eller endnu længere ned. Så det er ikke et emne, der fylder så meget i denne valgkamp, siger forskeren.
- Derfor kunne jeg godt forestille mig en lidt lavere valgdeltagelse fra de her grupper, fordi det tryk, som nogle af dem oplevede i sidste valgkamp, ikke er så kraftigt den her gang, siger forskeren.
De næste uger er Bydelsmødrene dog fortsat at finde på gaden, for at få så mange som muligt til at stemme den 1. november.