Reddede 75-årigs liv i traktorulykke - nu får lystfiskere dusør
Benny Jensen reddede sammen med en anden lystfisker en 75-årig mand fra at drukne i en traktorulykke. Den indsats hædrer politiet nu med en dusør.
Det var egentlig ikke engang meningen, at 60-årige Benny Jensen fra Fårvang skulle på fisketur den dag.
Men på vej hjem efter en omgang motorrally ved Randers i lørdags tænkte lystfiskeren alligevel, at han godt kunne nå at slå et par timer ihjel med sin fiskestang ved Put & Take-søen ved Fårvang, hvor han af og til kommer.
Læs også
Og det viste sig at være et ganske heldigt valg, for hans tilstedeværelse lørdag eftermiddag har været med til at redde et andet menneskes liv.
Det menneske var 75-årige Per Sørensen, som ejer Truust Mølle Fiskepark. Han kørte rundt på sin traktor for at slå græsset langs Put & Take-søen.
- Jeg har gjort det mange gange, men den dag kom jeg for tæt på kanten til bækken. Der var blødt, for det havde regnet meget, og der var meget højt græs. Så begyndte traktoren at skride for mig, fortæller Per Sørensen.
Læs også
Benny Jensen stod og fiskede ved søen, og han var den første til at opdage, at der var noget helt galt.
- Jeg skiftede arm på fiskekrogen, og så ser jeg, at traktorens forhjul kommer ud over kanten, fortæller Benny Jensen.
Alle fire hjul vendte med ét opad, og traktorens fører blev fanget under maskinens tons-tunge vægt nede i vandet.
- Jeg var nok lige væk i nogle få sekunder, så lå jeg nede i bækken på ryggen og med traktoren over min højre side. Jeg kunne akkurat lige holde næsen over vandet og få munden over ved at løfte hovedet to centimeter, fortæller Per Sørensen.
Ørerne under vand
Den 75-årige kæmpede for at holde hovedet over vandet, og Benny Jensen reagerede straks.
- Der hoppede jeg så ned i bækken og kunne stå med ryggen mod baghjulet og stemme imod traktoren med min krop. Han havde ørerne under vand. Jeg stod der, så han stadig kunne få luft, siger Benny Jensen, der til daglig arbejder som håndværker.
- Man kan ikke løfte sådan en traktor. Men jeg kunne stå og holde imod. Jeg er officials til motorløb, og der har vi lært at gribe ind, når der sker ulykker, fortsætter han.
Han fik øje på en anden lystfisker, der også stod og fiskede ved søen lidt derfra, og kaldte manden hen til sig. Med fælles hjælp fik de ringet 112.
Han talte til den fastklemte 75-årige hele tiden for at sikre, at han stadig var ved bevidsthed og havde næse og mund oven vande.
Kort tid efter var det lokale brandvæsen fra Midtjysk Brand & Redning på stedet med 14 folk og værktøj til sikkert at fjerne traktoren, så den 75-årige kunne komme fri.
Øm og forslået, men i live
Traktorføreren blev kørt på hospitalet, hvor han blev scannet og tilset. Her nogle dage efter er han forslået og øm i hele kroppen, især i højre side, men han er sluppet nådigt fra ulykken. Ingen brækkede knogler eller det, der var værre. Og det er takket være de to lystfiskeres hjælp.
- Jeg vil takke dem 1000 gange for deres indsats. De er nærmest som mine skytsengle. Det gjaldt jo mit liv. Hvis ikke de havde været der, så havde jeg ikke været her i dag. Der var ikke så store muligheder, siger Per Sørensen.
Læs også
Det kan de også konstatere hos Midt- og Vestjyllands Politi, som har indstillet lystfiskerne til at få en dusør for deres vigtige indsats.
- Ved at gøre det, de gør, redder de hans liv. Jeg ved da godt, at de fleste forhåbentlig ville gøre det, men der kan også være folk, der går i panik. Men de her mænd holdt hovedet koldt og gjorde lige nøjagtig det, de skulle. Det vil vi gerne belønne, siger Jens Ole Pedersen, der er stationsleder ved Silkeborg Lokalpoliti.
Hver af mændene vil derfor snart modtage dusøren på 1.000 kroner fra politikredsen.
Og Per Sørensen er ikke i tvivl om, at hans redningsmænd er berettiget til sådan en anerkendelse.
- De fortjener det 110 procent. Og så snart jeg selv er på benene igen, skal de også have en takke-kurv fra mig.
- Jeg føler mig heldig. I allerhøjeste grad. Det var tidligt at skulle herfra nu, siger Per Sørensen.
Dusør skal gå til fisketur
Lystfisker Benny Jensen er nu ellers ikke meget for at tale om stolthed over sin egen bedrift.
- Nej, altså... Jeg ser det bare som noget, man gør. Jeg ville gøre det igen, siger han.
Efter traktorføreren var blevet kørt på hospitalet, tog politi og brandfolk sig tid til at vende oplevelsen med de to lystfiskere, der nu var blevet redningsfolk.
Læs også
- De var fantastiske til at få snakket det igennem. Det var guld værd. For man går da og spekulerer lidt bagefter. Man har da lidt tanker, siger Benny Jensen.
Men de 1.000 kroner kan han da godt bruge til et eller andet, når dusøren nu engang er tilfaldet ham.
- Det kan da være, at man skulle tage ned og fiske for dem, griner Benny Jensen.
Selve overrækkelsen af dusøren kommer formentlig til at foregå i den kommende uge, fortæller stationslederen hos Silkeborg Lokalpoliti.