Lystfiskere kom til undsætning: Mand endte i å med traktor over sig
En 75-årig mand har brækket armen, efter han røg i vandet, imens han var i færd med at slå græs.
En ældre mand og en traktor endte lørdag eftermiddag i en å, da græsset tæt på kanten skulle slås.
I åen blev den 75-årige mand fanget under traktoren. Ulykken skete nær Truust Mølle Fiskepark ved Fårvang, og der var derfor hurtigt et par lystfiskere, der kom ham til undsætning og ringede efter hjælp.
Læs også
Det fortæller vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Jens Claumarch.
- Han kommer for tæt på vandet, og så skrider traktoren, så han falder i. Jeg tror, han har ligget noget fastklemt under den, siger han.
Traktoren endte på hovedet i vandet, men ved hjælp af fiskerne slap manden med en formodet brækket arm og en forslået skulder, fortæller vagtchefen.
Arbejdsulykke
Den 75-årige var på arbejde, da ulykken skete 17.14. Hændelsen bliver derfor betegnet som en arbejdsulykke.
Ifølge politiet var der tale om en mindre, gammel traktor, der blev benyttet til græsslåning.
I første omgang måtte traktoren blive liggende på hovedet i søen. Men af miljøhensyn blev den trukket op hurtigst muligt, fortæller vagtchefen.