Eventuel strejke vil påvirke samtlige SAS-flyafgange

Omkring 1000 piloter har varslet, at de vil nedlægge arbejdet, hvis ikke parterne finder en løsning inden klokken 11 lørdag formiddag.

Netop nu forhandler SAS med sine piloter om en ny overenskomstaftale, der kan forhindre en strejke. Der er sat en tidsfrist for forhandlingerne til klokken 11.

Bryder strejken ud lørdag formiddag, vil samtlige flyafgange drevet af SAS Scandinavia blive påvirket.

Det fremgår af SAS' hjemmeside natten til lørdag.

Flyafgange, der drives af SAS Link, SAS Connect og SAS' eksterne partnere – Xfly, CityJet og AirBaltic – vil ikke blive berørt af en eventuel strejke.

Passagerer opfordres til at tjekke status på deres fly på selskabets hjemmeside. Det kan gøres her.

"Sætter uret i stå"

Egentlig havde knap 1000 SAS-piloter varslet strejke fra midnat mellem fredag og lørdag, men i Stockholm, hvor forhandlingerne mellem flyselskabet og piloterne finder sted, er uret "blevet sat i stå".

Det fortalte Keld Bækkelund Hansen, der er forhandlingschef i Dansk Metal, som piloterne i Dansk Pilotforening er organiseret under.

- Vi sætter uret i stå med henblik på at nå et resultat. Så vi fortsætter med at forhandle hele natten, så flyene også kan flyve i morgen, sagde han til TV 2 omkring midnat natten til lørdag.

Manøvren betyder i store træk, at strejken ikke bryder ud, mens forhandlingerne fortsætter.

Mange farlige snubletråde

Dermed står det lørdag morgen stadig hen i det uvisse, om piloterne nedlægger arbejdet fra lørdag formiddag.

Men ifølge TV 2s erhvervskommentator, Ole Krohn, der lige nu befinder sig i den svenske hovedstad, tyder det på, at parterne er fast besluttede på at nå frem til en aftale.

- Der er stadig mange farlige snubletråde gennem natten. Så det er ikke sikkert, der kommer et resultat, men det er det mest positive signal, vi har set længe, siger han.

Kort efter midnat natten til lørdag sagde SAS' forhandlingsleder Marianne Hernæs ellers til det norske dagblad Dagens Næringsliv, at parterne ikke var tæt på enighed.

- Vi sidder fortsat langt fra hinanden, men vi må give hinanden lidt mere tid. Det er virkelig vigtigt for selskabet, men det er allermest vigtigt for kunderne, og det er det, vi tænker på nu, sagde hun.

Mæglerne er trådt tilbage

Selvom parterne altså fortsat er "langt fra hinanden", er de fysisk tættere end tidligere.

Ifølge det svenske nyhedsbureau TT er mæglerne nemlig trådt tilbage i forhandlingerne, så medarbejdere og arbejdsgivere i SAS nu taler direkte med hinanden.

Normalt sidder parterne i hver sit rum i en mæglingssituation og har sjældent direkte kontakt. Derfor ses det også som et positivt tegn, når mægleren igen kan lade parterne forhandle på egen hånd.

Det er da også den umiddelbare vurdering fra den svenske mægler Jan Sjölin.

- Vi mæglere forsøger at få parterne til at blive enige om de komplicerede spørgsmål. Hvis vi opfatter, at de kan håndtere diskussionen bedre selv, så opfordrer vi parterne til at gøre det og forsøge at nå til enighed, siger han til nyhedsbureauet.

Han understreger dog samtidig, at mæglerne er klar til at træde til igen, så snart der måtte blive brug for det.

Kan berøre 30.000 passagerer om dagen

Bryder strejken ud, kan det ifølge SAS selv komme til at berøre op mod 30.000 passagerer om dagen.

En central del af konflikten mellem piloterne og SAS' ledelse drejer sig om datterselskaberne SAS Link og SAS Connect.

Ifølge piloterne forsøger SAS' ledelse at presse lønnen ned med de nye selskaber, og det er blevet kaldt en måde at omgå den eksisterende overenskomst.

Modsat er SAS i gang med en større spareplan, der skal redde selskabet fra en truende konkurs – blandt andet ved at skære i omkostningerne til personale.

Al dette fik i starten af juni cirka 1000 piloter, der er organiseret i Dansk Pilotforening under Dansk Metal, til at udsende et konfliktvarsel.

I første omgang var strejken varslet fra midnat mellem 28. og 29. juni, hvis ikke en aftale blev landet inden. Men den frist er blevet udskudt flere gange og hedder nu lørdag formiddag klokken 11.