Region tester nu 1000 om dagen: - Det har stor betydning
En øget kapacitet betyder, at test for coronasmitte bliver tilgængelig for flere patienter og sundhedspersonale i Region Midtjylland.
Region Midtjylland har nu kapacitet til at teste 1000 personer for covid-19 hver dag.
Det skriver Region Midtjylland i en pressemeddelelse.
Det betyder, at der vil blive åbnet for, at kritisk sundhedspersonale kan blive testet, hvis der er mistanke om smitte.
Samtidig vil regionen også have mulighed for at teste langt flere patienter.
Frygt for smitte fylder
Anders Kühnau (S), der er formand for regionsrådet i Region Midtjylland, udtaler:
- I løbet af det seneste døgn og timer har vi speedet kapaciteten op, så vi nu følger den nye teststrategi fra Sundhedsstyrelsen. Det betyder både, at vi skaber mere tryghed for det sundhedspersonale, der står i forreste linje i kampen mod coronavirus, og at kampen overordnet bliver mere effektiv.
Bodil Overgaard Akselsen, der er ledende oversygeplejerske på medicinsk afdeling på Hospitalsenheden Vest, fortæller, at det vil gøre en stor forskel, at man nu har mulighed for at teste flere.
- Vores medarbejdere er i daglig kontakt med potentielle smittede, så det giver dem en rigtig stor tryghed at vide, om de er smittede, hvis de begynder at vise symptomer. Frygten for at være smittet er bestemt noget, der fylder blandt det sygefaglige personale, siger hun.
Bodil Overgaard Akselsen fortæller, at alt sundhedsfagligt personale, der viser tegn på sygdom, selvfølgelig ikke arbejder. Men det vil gøre en forskel, hvis man i højere grad får kendskab til, om der er tale om coronasmitte eller ej.
Gør en stor forskel
- Har vi medarbejdere, der viser sygdomstegn, så skal de være hjemme i 48 timer, efter symptomerne ophører - i tilfælde af det skulle være coronasmitte. Men hvis man har lidt hovedpine, og man er blevet testet negativ, så kan man trygt komme på arbejde, hvis man føler sig klar til det, siger Bodil Overgaard Akselsen og tilføjer:
- Det har stor betydning for min planlægning at vide, om jeg har meget personale, der er fraværende i en længere periode, eller om der er tale om sygdom, der kun varer i et døgn eller to.
Region Midtjylland oplyser, at man på trods af den større kapacitet, stadigvæk bliver nødt til at prioritere, hvem man tester.
Her følger man Sundhedsstyrelsens retningslinjer, der siger, at patienter går forud for personale.
Region Midtjylland vurderer imidlertid, at der højst vil være ventetid på én ekstra dag for sundhedspersonale.
Anders Kühnau oplyser desuden, at regionen fortsat arbejder på at øge testkapaciteten yderligere.