Nødberedskab i Silkeborg: Folk står i kø for at melde sig til
Omkring 300 har stillet sig til rådighed som medarbejderreserve i nødberedskabet i Silkeborg Kommune.
De borgere og kommunale medarbejdere i Silkeborg Kommune, der ikke i forvejen indgår i corona-nødberedskabet, står lige nu i kø for at komme til det.
Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.
Omkring 300 har meldt sig til nødberedskabet, der skal kunne håndtere alt fra sygeplejeopgaver til opgaver på plejehjem og bosteder.
Ud af de 300 tilmeldte arbejder 200 af dem i forvejen i Silkeborg Kommune, mens resten er øvrige borgere – typisk med sundhedsfaglig, socialfaglig eller pædagogisk baggrund, lyder det i pressemeddelelsen.
Nødberedskabet i Silkeborg Kommune
Silkeborg Kommune har 2.500 medarbejdere i nødberedskabet, hvoraf de fleste arbejder indenfor sundhed, omsorg og socialområdet.
Desuden har kommunen omkring 4.000 hjemsendte medarbejdere, som arbejder hjemmefra i det omfang, det er muligt.
Kilde: Silkeborg Kommune
Bliver aktiviteret, hvis der kommer sygemeldinger
Nødberedskabsreserven vil blive aktiveret, hvis hospitalerne, for at få plads til corona-patienter, begynder at udskrive mange patienter til midlertidige pladser – eksempelvis i hjemmeplejen.
Reserven kan også komme i spil, hvis medarbejdere bliver ramt af sygdom, så der kommer til at mangle hænder.
For at kunne indgå i nødberedskabet, skal medarbejderne gennemgå et lynkursus, der tager op til fem dage.
Kurserne kommer både til at foregå online som videokurser og med sidemandsoplæring. Her står den blandt andet på hygiejnekurser, brug af værnemidler og kurser i forflytning af patienter.
Silkeborg Kommune forventer at have uddannet og oplært de første 60 medarbejdere i løbet af en uges tid.